- Guide
Skal mødet være online eller fysisk?
Mange møder foregår i dag online, men ofte er der fordele ved at mødes fysisk. Her gennemgår lektor Helene Spliid fra forskningsprojektet "Ledelse af hybride arbejdspladser", hvilke møder der passer bedst til de forskellige formater.
Hvornår skal medarbejderne komme ind fysisk for at holde et møde, og hvornår klares det lige så godt online? Det spørgsmål er blevet aktuelt, i takt med at flere arbejdspladser er blevet hybridt organiserede.
- Mange medarbejdere sætter pris på onlinemøder, blandt andet fordi de ofte er korte og effektive. Onlinemøder fungerer også godt et stykke ad vejen, men afhængigt af mødets indhold og formål kan det være bedst at mødes fysisk, forklarer lektor Helene Spliid fra forskningsprojektet "Ledelse af hybride arbejdspladser" på Cphbusiness.
Her er hendes bud på, hvilke møder der bedst passer til henholdsvis online og fysisk format:
Online
- Statusmøder
Hvis formålet er at få en hurtig status på medarbejderens opgave eller opgaver, så er onlinemødet en god løsning. - 1 til 1 møder
Mange ledere holder løbende 1 til 1 møder med medarbejdere for at høre, hvordan det går, og om der er noget, lederen skal være opmærksom på i forhold til medarbejderens arbejdsopgaver eller trivsel. De møder kan fungere godt online, hvis leder og medarbejder kender hinanden godt. - Korte møder
I det hele taget kan korte møder, hvor du som leder skal give en eller flere konkrete beskeder videre til medarbejderne, klares online, uden at det har konsekvenser.
Fysisk
- Opstartsmøder
Hvis noget nyt skal startes op, så er det bedst at mødes fysisk. Det kan fx være et nyt projekt eller et nyt samarbejde, som skal sættes i søen. - Møder, hvor I skal være innovative
Skal I være innovative og tænke ud af boksen, så er det en fordel at mødes fysisk. Det er sjældent, at nye kreative ideer og løsninger opstår ved onlinemøder. Kreativitet på online møder kræver et teknisk setup og kompetencer til at facilitere kreative processer online. - Møder, hvor nye relationer skal dannes
Hvis personer, som endnu ikke kender hinanden eller har arbejdet sammen, skal mødes, så er fremmøde oftest den bedste løsning. Vi opbygger nemmere nye relationer, når vi mødes fysisk end online. - Ved længere møder
Vi mister hurtigere koncentrationen, når vi mødes online, så ved længere møder er det typisk bedst at mødes fysisk.
Fordele og ulemper ved onlinemøder
Onlinemøder er hurtige og effektive, men formatet har også sine begrænsninger.
Her finder du en liste over fordele og ulemper:
Onlinemøde: Fordele og ulemper
Om forskningsprojektet
Den hybride arbejdsform giver både muligheder og udfordringer i danske virksomheder.
I forskningsprojektet "Ledelse af hybride arbejdspladser" undersøgte Cphbusiness, hvordan man bedst leder i den nye kontekst, hvor medarbejdere og ledere veksler mellem hjemmekontoret og skrivebordet på arbejdspladsen.
Formålet med projektet var at udvikle guidelines og metoder, der gør det nemmere for ledere at etablere, udvikle og lede en hybrid arbejdsplads i samarbejde med medarbejderne.
Holdet bag forskningsprojektet og artiklens kilder er lektor Maisa Larsen dé Martino, lektor Helene Spliid og adjunkt Martin Juhl Mikkelsen fra Cphbusiness.
Læs mere om projektet "Ledelse af hybride arbejdspladser"