- Forskningsresultat
Leder på en hybrid arbejdsplads: Tre fælder, du skal undgå
Den hybride arbejdsform er blevet populær, men kan også skabe nye udfordringer for ledere. Her er tre typiske fælder og råd til, hvordan du undgår dem.
Under nedlukningerne blev det tydeligt, at mange arbejdsopgaver kan klares hjemmefra, uden at kvaliteten falder. Derfor er flere arbejdsgivere i dag fleksible i forhold til, om medarbejderne skal møde ind på kontoret. Og mange arbejdspladser er blevet mere eller mindre hybride.
- Den nye arbejdsform har sine fordele. Men når medarbejderne sjældent er samlet, og nogle foretrækker hjemmekontoret, skal ledere tage stilling til en række nye udfordringer, som kan være svære at navigere i, siger lektor Maisa Larsen dé Martino fra Cphbusiness, som er projektleder på forskningsprojektet "Ledelse af hybride arbejdspladser".
Hun fremhæver tre fælder, som ledere typisk kan falde i:
1. Du glemmer dem derhjemme
Nogle ledere på hybride arbejdspladser har medarbejdere, som de kun sjældent ser eller er i kontakt med. Måske løser medarbejderen en række opgaver hjemme. Eller måske er medarbejderen på kontoret de dage, hvor lederen arbejder hjemme.
- Selvom opgaverne bliver klaret, er det vigtigt, at du som leder er opsøgende og tilgængelig. Du kan hurtigt komme til at glemme at kontakte dem, der arbejder hjemme, og det kan gå ud over jeres relation. Og du kan miste fornemmelsen for, hvordan medarbejderen har det, siger Maisa Larsen dé Martino.
2. Du får ikke dem, der deltager hjemmefra, i spil til møder
Når nogle medarbejdere er online og andre er fysisk til stede, kræver det nogle særlige kompetencer at styre et møde. Og mange ledere formår ikke at få dem, der arbejder hjemme, i tale til de hybride møder.
- Ofte er det nemmere for medarbejderne at tage ordet, når de sidder med ved bordet, end når de er med på skærmen. Derfor ender det af og til med, at de hjemmearbejdendes perspektiver og holdninger ikke bliver hørt, og at de kan føle sig overset, fortæller Maisa Larsen dé Martino.
3. Du tager ikke dialogen om fremmøde
Nogle foretrækker at klare sine opgaver hjemmefra. Men der kan være en række fordele ved fysisk fremmøde, som gør det hensigtsmæssigt, at medarbejderne møder ind af og til. Fx at fremmøde styrker fællesskabet med kollegaerne og tilknytningen til arbejdspladsen.
- Mange ledere har svært ved at tale om fremmøde kontra hjemmearbejde, fordi de blander sig i noget, som i nogles øjne er blevet en privat sag. Men det er vigtigt at tage dialogen, om hvordan du foretrækker, at det bliver gjort i jeres afdeling, siger Maisa Larsen dé Martino.
Ofte venter lederen på, at der kommer nogle retningslinjer fra topledelsen om, hvordan hjemmedage og kontordage skal fordeles.
- Men så bliver det en "one size fits all"-løsning, og det er ikke altid hensigtsmæssigt, siger Maisa Larsen dé Martino.
Om projektet "Ledelse af hybride arbejdspladser"
- Forsknings- og udviklingsprojektet "Ledelse af hybride arbejdspladser" løber fra 1. januar 2022 - 1. februar 2023.
- Projektet har blandt andet indsamlet data ved kvalitative interviews med ledere og medarbejdere i virksomhederne Novo Nordisk, DK TV og Nordania Leasing.
- Formålet med projektet er at udvikle guidelines og metoder, der gør det nemmere for ledere at etablere, udvikle og lede en hybrid arbejdsplads i samarbejde med medarbejderne.