Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

Undervisning på Cphbusiness
  • Nyhed

Rekordoptag: Flere skal studere på Cphbusiness

Cphbusiness optager 2.512 studerende i sommeren 2020, og det er ny rekord for erhvervsakademiet, der oplever en stigning på 19%.

Aldrig før har så mange kommende studerende kunnet se frem til en uddannelse på Cphbusiness. 2.512 personer modtog den 28. juli 2020 et positivt svar på deres ansøgning.

Det er 400 flere end året før og ny rekord for Danmarks største erhvervsakademi, der oplever en stigning på 19%.

- Det er et flot optag. Vi har været usikre på, hvordan situationen med coronavirus ville påvirke ansøgertallene og optaget, men det har udelukkende været positivt, siger uddannelsesdirektør Line Louise Hansen fra Cphbusiness.

Se ansøgertal, optagetal og adgangskvotienter for de enkelte uddannelser på cphbusiness.dk her: Kvotienter og studiepladser på erhvervsakademi­uddannelser og finansbachelor­uddannelsen.

Finansfremgang og rekord på Bornholm

Med i alt 980 nye studerende har Cphbusiness aldrig optaget så mange på erhvervsakademiuddannelserne finansøkonom og financial controller samt professionsbacheloruddannelsen finansbachelor.

På Cphbusiness på Bornholm begynder i alt 36 studerende på erhvervsakademiuddannelserne datamatiker, finansøkonom og serviceøkonom til efteråret, og det er også rekord.

Og med rekordhøje ansøgertal i år kunne Cphbusiness have valgt at optage endnu flere, fortæller uddannelsesdirektør Line Louise Hansen:

- Men det er også vores opgave at sikre, at ansøgerne kan få et job bagefter. Så vi har prioriteret at optage flere på de uddannelser, hvor vi er overbeviste om, at dimittenderne kan det.


Læs også: Markant fremgang: Flere søger ind på Cphbusiness


Coronakrise betyder øget optag

På grund konsekvenserne af coronakrisen har Folketinget bedt Cphbusiness om at øge optaget med 359 pladser, og uddannelsesdirektøren regner med, at erhvervsakademiet kan udfylde alle pladserne senest til vinteroptaget.

- Vi er kommet i mål med både uddannelserne finansøkonom, markedsføringsøkonom og finansbachelor. Kun på uddannelsen serviceøkonom er vi ikke nået i mål endnu. Så vi er godt tilfredse, og vi er glade for at kunne stille uddannelsespladser til rådighed – især nu, hvor den nærmeste fremtid er præget af uvished for de unge. Fx: Hvad kan man bruge et sabbatår til? Er der i det hele taget jobs at få?, siger Line Louise Hansen.

Selvom de ekstra pladser i princippet kunne vente med at blive fyldt ud til sommeren 2021, har Cphbusiness valgt at optage flere studerende tidligt.

- Vi har valgt at stille alle pladserne til rådighed den førstkommende sommer og vinter, for vi tror på, at problemet er nu og her, fortæller uddannelsesdirektøren, der er positiv i forhold til at komme i mål med at fylde de ekstra studiepladser ud.

Ledige pladser

Cphbusiness har få ledige pladser på følgende uddannelser:

Fakta

Optag gennem Den Koordinerede Tilmelding:

  • 2020: 2.512
  • 2019: 2.111

Ansøgninger totalt:

  • 2020: 8.223
  • 2019: 7.122