- Succeshistorie
Inkubatorvirksomheden Travelit er danmarksmester i serviceinnovation
Virksomheden Travelit fra iværksætterfællesskabet Inkubatoren på Cphbusiness har vundet kategorien serviceinnovation til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.
Virksomheden Travelit, der er stiftet af studerende fra Cphbusiness og en del af iværksætterfællesskabet Inkubatoren på Cphbusiness, har vundet i kategorien serviceinnovation til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab på Børsen i København.
- Det er helt fantastisk. Vi er meget stolte og beærede over at vinde, da det var et stærkt felt. Det var lidt en overraskelse, for selvom vi selv synes, at vi har et stort potentiale, var vi spændte på, om dommerne også synes det, siger Christoffer Høeg om sejren den 29. maj.
Han er medstifter af og Chief Marketing Officer i Travelit og studerer på professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring på Cphbusiness.
Et kompetent team og et behov i markedet
Travelit blev stiftet for cirka et år siden i en studiegruppe af studerende fra erhvervsakademiuddannelsen serviceøkonom på Cphbusiness.
I dag sidder Travelit og de fire studerende i iværksætterfællesskabet Inkubatoren på Cphbusiness Søerne og har med deres firma skabt en platform, der samler alle indenrigsrejser i Danmark. Idéen er at give et nemt overblik over de hurtigste og billigste afgange for bus, tog, delebiler og fly i Danmark.
Til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab lagde dommerne fx vægt på, at teamet bag Travelit er meget kompetent, og at de fire drenge hidtil har stået for alt og efter deres mening er i stand til at føre virksomheden videre uden at være nødt til at hive ekstra kræfter ind.
- Travelit har fundet et behov i markedet og en basis at skabe deres virksomhed ud fra. De tager tingene alvorligt og holder øje med konkurrenterne og ændringer på markedet, siger lektor Marianne Skovgaard Hansen, der er leder af Inkubatoren.
En blåstempling og anerkendelse
Med sejren til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab har teamet bag Travelit fået bekræftet, at flere ser et potentiale i deres projekt. Derfor kan de nu arbejde endnu mere seriøst med deres virksomhed, fortæller medstifter Christoffer Høeg.
- Det er et stort skulderklap og en blåstempling af vores projekt, og det har været sindssygt fedt at se og høre andres begejstring, da man godt kan sidde meget isoleret som iværksætter, siger han og fortsætter:
- En af vores udfordringer har været, at vi er en lille spiller på markedet. Derfor er det vigtigt for os at vise vores samarbejdspartnere, at vi mener det her seriøst og vil investere vores tid i virksomheden. Vi kan bruge prisen til at vise, at vi går efter, at virksomheden bliver en succes, og at vi vil den. Og så er det bare helt vildt rart at få en anerkendelse.
Lektor Marianne Skovgaard Hansen fra Cphbusiness har også bidt mærke i de fire drenges evne til at arbejde seriøst.
- Holdet bag er supergode til at arbejde fokuseret og er dedikerede både i deres uddannelse og i forhold til at skabe virksomhed, og de bruger mange redskaber fra deres dagligdag som studerende i udviklingen af virksomheden, siger hun.
Deler viden og dyrker netværk
Travelit er en del af Cphbusiness' iværksætterfællesskab Inkubatoren, og Christoffer Høeg og Travelit fremhæver netop det fællesskab, der er i Inkubatoren, og muligheden for at dele idéer med andre som nogle af gevinsterne ved at være medlem.
- I Inkubatoren kan vi dele viden med andre virksomheder, der enten har samme udfordringer som os, eller som er nået meget længere. Vi kan bruge hinanden på alle mulige måder, da vi er meget forskellige, siger han.
I Inkubatoren er der både andre virksomheder, rådgivere og vejledere i et advisory board til rådighed, og det er noget, som i høj grad gavner Travelit, fortæller Christoffer Høeg:
- Det bedste ved Inkubatoren må være det netværk, man får. Både virksomhederne, vejlederne fra advisory boardet og hele teamet bag Inkubatoren, der virkeligt støtter op om ens projekt og hjælper.
- Læs mere om Inkubatoren på cphbusiness.dk her: Cphbusiness' iværksættermiljø
- Læs om professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring på cphbusiness.dk her: International handel og markedsføring
- Læs om serviceøkonomuddannelsen på cphbusiness.dk her: Service- og oplevelsesøkonom
- Læs mere om Travelit på travelit.dk her: Travelit
Det er Fonden for Entreprenørskab, der står bag Start Up Programme og arrangerer Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab sammen med Dansk Erhverv og en række virksomheder og fonde.
Til mesterskabet uddeles der priser i de fire kategorier serviceinnovation, greentech, lifetech og social entrepreneurship.