Bliv underviser på Cphbusiness
Som underviser på Cphbusiness er du med til at danne og uddanne fremtidens arbejdskraft gennem praksisnær undervisning. Vi tror på, at frihed er vejen til et godt arbejdsliv. Frihed til at slippe fagligheden løs og have indflydelse på, hvordan dit arbejdsliv skal se ud i samarbejde med dit underviserteam.
På Cphbusiness bliver du en del af Danmarks største erhvervsakademi. Vi tilbyder et stort, trygt fællesskab, hvor din viden udvikler sig i samspil med ligesindede fagfæller, videbegærlige studerende og erhvervslivet. På Cphbusiness vægter vi livslang læring, og lektorprogram, kurser og efteruddannelse er en prioritet.
Hvad vil det sige at være underviser på Cphbusiness?
Som underviser på Cphbusiness er din fornemmeste opgave at være med til at danne og uddanne fremtidens arbejdskraft gennem praksisnær undervisning. For det er dét, vi tror på.
Formidling er et nøgleord. Det er hjerteblod for os, at du kan formidle din viden til de studerende med engagement og energi. Sammen med kollegerne i dit underviserteam udvikler du en undervisningsplan hvert semester, så I sammen har overblikket over og strukturen for de faglige temaer, vores studerende skal igennem. Temaer, der kommer ud af et fagfællesskab, hvor viden vokser i takt med erhvervslivets.
At være underviser rummer også at være der for de studerende. Som underviser kan du være mentor, vejleder og holdepunkt for mange – og vores undervisere gør altid deres ypperste for at hjælpe vores studerende bedst muligt, når de står med spørgsmål eller er i udfordrende situationer.
På Cphbusiness vil du opleve tæt samarbejde på kryds og tværs af funktioner og afdelinger. Det kan fx være i forbindelse med udvikling af studiestartsprogrammer, på strategiske projekter eller blot videndeling og erfaringsudveksling. Et stærkt samarbejde på tværs er nøglen til, at vi kan tilbyde kompetent undervisning til erhvervsakademiets cirka 5.000 fuldtidsstuderende og 8.000 fagdeltagere på vores efter- og videreuddannelser.
“Fælles for alle på Cphbusiness er, at vi gerne vil de unge mennesker. Alle siger, at det, de bedst kan lide ved deres job, er at være sammen med de unge.
Cphbusiness' undervisere
Mød dine kommende kollegaer
Vi tror på uddannelse – til studerende og til os selv
Læring gennem hele livet gør os stærkere. På Cphbusiness er du med til at skabe din egen vej, så du kan udvikle nye kompetencer eller blive endnu skarpere på et interesseområde. Det er vigtigt for os, at din viden og dine kompetencer bliver ved med at være praksisnære i en verden fuld af forandring. Tænk fx deltidsuddannelser, kurser, netværk, praktik og udveksling. Mulighederne er mange. Vores kultur bygger på initiativ og medbestemmelse, så der er stor frihed til at rykke i den retning, du har lyst til.
Bliver jeg adjunkt eller lektor?
Som underviser på Cphbusiness bliver du ansat som adjunkt eller lektor, hvis du allerede er lektor.
Når du fastansættes som adjunkt, bliver du automatisk en del af vores lektorprogram. Lektorprogrammet er din mulighed for at udvikle dine kompetencer som underviser – de teoretiske, faglige, pædagogiske, didaktiske og erhvervs- og professionsrettede kompetencer. Programmet fokuserer på anvendelsen og udviklingen af dine kompetencer inden for forsknings- og udviklingsaktiviteter.
Det tager fire år at gennemføre lektorprogrammet. Gennem hele forløbet har du en vejleder, som er underviser og selv har gennemført lektorprogrammet. Vi lægger vægt på, at du har mulighed for sparring og støtte undervejs. Du deltager i forløbet sideløbende med din undervisning inden for normal arbejdstid, og du får også selv indflydelse på planlægning og tilrettelæggelse af din arbejdsdag.
Tre gode grunde til at blive underviser hos os
Et stærkt fagligt fællesskab
Hos os får du adgang til et stort netværk af kolleger med lignende interesser i et inspirerende fagfællesskab. Her vokser din viden i takt med erhvervslivets. Og vi bakker hinanden op og sparrer på tværs af niveauer.
Indflydelse på din undervisning
Vi har tillid til, at du ved, hvordan din undervisning bedst tilrettelægges. Derfor får du stor indflydelse på planlægning og facilitering af undervisning sammen med dit team. Åbne døre og lav magtdistance skaber nærledelse.
Et fleksibelt arbejdssetup
Du og dit team planlægger undervisningen med stort hensyn til hinandens ønsker til hjemmearbejde og forberedelsestid. Du er med til at skabe det arbejdssetup, der matcher dine behov – om du er underviser andre steder, freelance eller blot ønsker en fleksibel hverdag med tid til familien.
Vi møder dig der, hvor du er i din karriere
Uanset om du kommer med et tommetykt CV eller drømmer om dit første underviserjob, er der plads til dig hos os. På Cphbusiness omfavner vi alle typer undervisere – unge som erfarne, fuldtidsmedarbejdere som freelancere. Vi tror på, at forskellighed gør stærk. Og det bærer vores underviserstab også præg af.
Som garvet underviser eller erfaren fagperson kan du bruge din dybe faglighed til at gøre en forskel for de studerende. For faglig stolthed og praksisnær undervisning gennemsyrer vores virksomhed. Du får udstrakt handlefrihed til at strukturere og planlægge undervisningen i samarbejde med dit team på den måde, der giver bedst mening for dig.
Uanset hvor du er i din karriere, bliver du en del af en rummelig arbejdsplads, hvor vi prioriterer lav magtdistance, kort vej til indflydelse og psykologisk tryghed. Du får et stærkt, fleksibelt fagfællesskab, hvor vi løfter, anerkender og hjælper hinanden – fagligt og personligt. Måske vil du gerne hente ungerne klokken 14.00 tirsdag og torsdag og arbejde hjemmefra om onsdagen? Fint! Vi prioriterer individuel fleksibilitet, hvor det er muligt.
“Der er et stærkt fagligt miljø på Cphbusiness og den nødvendige frihed, så man kan fastholde sin erhvervsnære praksis. Jeg får lov til at give den fuld gas med at fordybe mig fagligt. Det er fedt at udvikle de studerende og formidle fagligheden på en måde, som de forstår, og som er praksisnær og erhvervsrettet. Jeg har altid elsket at udvikle mennesker omkring mig, og det gør jeg virkelig her.
Se dine muligheder
Se, hvad vi kan tilbyde netop dig og bliv klogere på, hvordan en typisk rekruttering forløber hos os.
Ledige stillinger Hvorfor vælge os? Fra ansøgning til job