5 gode råd til din kvote 2-ansøgning
Vil du gerne søge ind på en erhvervsakademiuddannelse via kvote 2, men er du i tvivl om, hvordan du griber det an? I denne guide får du 5 gode råd til, hvordan du styrker din kvote 2-ansøgning, så du kan blive optaget på din drømmeuddannelse.
Det kan virke uoverskueligt at skulle sætte sig ind i alle de krav og regler, der gælder, når du vil ansøge via kvote 2. Du ved sikkert allerede, at ansøgningsfristen er den 15. marts kl. 12. Men hvilken dokumentation skal du sende med? Og hvordan forbedrer du dine chancer for at blive optaget?
Med denne guide ved hånden er det nemt og ligetil for dig at gå i gang med din ansøgning.
Hvad er kvote 2?
Kvote 2 er for dig, der ikke har en gymnasial uddannelse, eller dig, der har en gymnasial uddannelse, men samtidig har andre erfaringer, du gerne vil bedømmes på. Husk, at du også skal søge ind via kvote 2, hvis du søger om optagelse med særlig tilladelse eller dispensation. Generelt anbefaler vi faktisk alle at søge ind i kvote 2.
Kvote 2: Her er 5 gode råd til din ansøgning
- Husk at sende dit eksamensbevis med.
- Skriv en motiveret ansøgning på maks. 1 side. Fokusér på, hvorfor du ønsker at søge ind på Cphbusiness og uddannelsen, og hvad du drømmer om at arbejde med i fremtiden.
- Du bliver vurderet på erhvervserfaring (også barsel), der har varet mere end 3 måneder. Det er vigtigt, du dokumenterer din erhvervserfaring korrekt, da den ellers ikke tæller med i vurderingen. Dokumentér erhvervserfaring ved enten at sende en underskrevet anbefaling, første og sidste lønseddel, uddannelsesbevis for militærtjeneste eller et skriv fra Udbetaling Danmark. Det er ikke nok at vedhæfte et CV.
- Send dokumentation for, hvis du har været i udlandet, på højskole eller har udført frivilligt arbejde af en varighed på mindst 3 måneder.
- Dokumentér, hvis du har taget kurser, fag eller hele uddannelser, da det også kan indgå i vurderingen af din ansøgning.
Få hjælp til at søge ind via kvote 2
Overvejer du at søge ind på Cphbusiness via kvote 2, men er du usikker på, hvordan du kommer i gang? Så tag et kig på vores ansøgningsguide, hvor du hurtigt og nemt kan få overblik over din vej til optagelse.
Har du brug for personlig hjælp fra én af vores specialister i optagelse? Så kontakt Optagelseskontoret på e-mail eller telefon. De kan fortælle dig meget mere om, hvordan du søger ind via kvote 1 og kvote 2.