Gå direkte til indhold
Pinploy
  • Succeshistorie

Iværksættere scorer første investering

To virksomheder fra Cphbusiness' iværksætterfællesskab Inkubatoren har nået en milepæl og sikret sig den første eksterne investering.

Der er vind i sejlene hos virksomhederne Pinploy og Rista, som begge er en del af Inkubatoren på Cphbusiness – et kontorfællesskab for startupvirksomheder.

Virksomhederne har for nylig modtaget deres første investeringer fra private investorer.

- Både Pinploy og Rista har en klar forretningsmodel, som de har forfinet og arbejdet benhårdt med. Begge har skabt omsætning og bevist, at de har en plads på markedet, og det er derfor, det private kapitalmarked har fået øjnene op for virksomhederne. Det er rigtigt stærkt gået, siger Morten Dam Jespersen, projektleder i Inkubatoren.

Cafékaffe på abonnement

Betal 129 kroner om måneden og få en kop kaffe om dagen på en café i København. Sådan lyder konceptet hos Rista, som har fået en investering efter kun at have eksisteret i cirka tre måneder.

Direktør Christoffer Larsen ejer virksomheden sammen med Rasmus Molbech-Kuskner og Patrick Knudsen. Sidstnævnte er i gang med erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom på Cphbusiness.

- At få funding så tidligt i processen er et kæmpe klap på skulderen og et tegn på, at vi har gang i noget rigtigt med Rista. Vi lægger meget tid og arbejde i forretningen, så det er selvfølgelig fantastisk, at andre også kan se potentialet, siger direktør Christoffer Larsen.

Investeringen skal bruges til at videreudvikle virksomhedens app og nå ud til flere kunder og samarbejdscaféer.

- Vi skal ud og markedsføre os for at få flere med på vognen. Og vi satser på at være at finde i flere større byer i løbet af 2022, fortæller direktøren.

Rista ønsker ikke at offentliggøre størrelsen på investeringen.

Ejerne af virksomheden Rista: Christoffer Larsen, Rasmus Molbech-Kuskner og Patrick Knudsen.

En markedsplads for hjælp i hjemmet

For omkring to år siden fik Saxo Merrild idéen til virksomheden Pinploy. Pinploy er en online markedsplads, hvor privatpersoner kan få hjælp af andre privatpersoner til hjemmeserviceopgaver. Det kan fx være hjælp til at flytte, samle et IKEA-skab, gøre rent eller slå græs.

- Vi vil være den ledende platform for hjælp i og omkring hjemmet, men også et community, hvor folk kan outsource ting, som de aldrig før havde troet, de kunne, siger stifter og medejer Saxo Merrild, som for nylig færdiggjorde sin professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship på Cphbusiness.

Pinploy har fået en investering på over 500.000 kroner, som blandt andet skal bruges til markedsføring, så platformen kan vokse.

- Vi skal have kickstartet en netværkseffekt, så vi kan hente endnu en investering hjem. Og så bliver næste skridt at udvide Pinploy til Sverige og Norge, fortæller Saxo Merrild.

 


Læs mere om Pinploy på virksomhedens website pinploy.dk her: Pinploy.


Et frugtbart fællesskab

Holdene bag Pinploy og Rista kender hinanden fra Inkubatoren, hvor de har fulgtes ad og sparret med hinanden.

Christoffer Larsen, direktør for Rista, fremhæver sparringen og fællesskabet som en vigtig faktor under virksomhedens opstart.

- Det er fedt at være en del af et miljø med andre forretninger, der er på samme stadie som én selv. Der er et utroligt godt fællesskab i Inkubatoren, og kæmper ens virksomhed med en problemstilling, kan man hurtigt finde hjælp enten hos de andre iværksættere eller hos mentorerne, siger han.

 


Fakta om Inkubatoren

Inkubatoren er Cphbusiness' kontorfællesskab for startupvirksomheder. Her kan iværksætterne fx:

  • Få en kontorplads
  • Sparre med andre startupiværksættere
  • Blive vejledt af professionelle mentorer

Læs mere om Inkubatoren på cphbusiness.dk her: Inkubatoren