Gå direkte til indhold
Owayy
  • Succeshistorie

Vil være Europas førende platform for unikke overnatnings­oplevelser

To dimittender fra Cphbusiness har udviklet deres platform for unikke overnatningssteder i iværksætterfællesskabet Inkubatoren og skaffet ekstern finansiering på fire millioner kroner. Ambitionen er at blive den største af sin slags i Europa.

Fra ufærdigt nak og æd-koncept over opsætning og udlejning af store glampingtelte til online markedsplads for unikke overnatningssteder.

Rejsen har været lærerig for virksomheden GoGlamping, der før hed Naturturen og nu skifter navn til Owayy.

I dag har virksomheden haft mere end 10.000 gæster og har indhentet ekstern finansiering på fire millioner kroner.

Bag Owayy står 25-årige Magnus Emil Holst Schou og 24-årige Anton Frederik North. De har begge gået på Cphbusiness og kender hinanden fra Nordsjælland, hvor de har kendt hinanden siden folkeskolen og har gået i gymnasie sammen.

– Om fem år vil vi være den førende europæiske platform for unikke overnatningsoplevelser, siger Magnus Emil Holst Schou, der er Chief Executive Officer og medstifter af Owayy.

Airbnb og booking.com for unikke oplevelser

Virksomheden samler unikke overnatningssteder med udgangspunkt i samme forretningsmodel som fx Airbnb og booking.com. Men i modsætning til Airbnb og booking.com har Owayy kun fokus på unikke oplevelser.

– Mange fantastisk sjove steder er skjult og filtreret væk på de store bookingplatforme. Vores job er at samle dem, så man kan filtrere blandt de unikke oplevelser, siger Anton Frederik North. Han er Chief Operating Officer og medstifter af Owayy og dimittend fra erhvervsakademiuddannelsen logistikøkonom på Cphbusiness.

Tidligere stod de to iværksættere selv for at sætte store telte op og udleje dem, men den idé droppede de.

Og i dag er virksomheden en salgskanal med ni medarbejdere, mere end 50 samarbejdspartnere og cirka 100 overnatningssteder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

– Det gik op for os, at vi skal ikke selv skal drifte steder. Vi skal hjælpe med at øge kendskabet til steder, der allerede eksisterer, siger Magnus Emil Holst Schou. Han er dimittend fra erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom og professionsbacheloruddannelsen international hospitality management på Cphbusiness.

Owayy hjælper primært sine samarbejdspartnere med markedsføring, booking og synlighed. Derudover hjælper virksomheden med logistiske udfordringer, med at se på driftsudgifter og konceptudvikle og etablere oplevelser. Uniqueness er nøgleordet, fortæller Anton Frederik North.

Vi har fx trætophytter og en 11.000 liters vintønde på en vingård i Randers, som man kan bo i. Det er ikke en lejlighed, og det er ikke et hotelværelse. Man kommer ud og prøver noget, som man ikke har prøvet før. Den samme komfort som på et hotel, men ude i naturen.

Anton Frederik North

Chief Operating Officer og medstifter , Owayy


Læs mere om Owayy på virksomhedens website her: Owayy


Fra venstre mod højre: 25-årige Magnus Emil Holst Schou, Chief Executive Officer og medstifter af Owayy, og 24-årige Anton Frederik North, Chief Operating Officer og medstifter af Owayy.

 

Med til at skabe en trend

Tanken er, at kunderne skal købe en af Owayys overnatningsoplevelser i stedet for fx et spaophold, fortæller Anton Frederik North.

– Vi kan se, hvor kæmpestort glamping er i blandt andet USA, og at bruge naturen er også en trend lige nu. Vi kan erstatte mange af de traditionelle weekendture, for gode oplevelser skaber minder, siger han.

Vi var nogle af de første, der bragte konceptet glamping til Danmark, og i dag kender næsten alle det. Så det er sjovt, at vi har været med til at skabe den trend i Danmark.

Magnus Emil Holst Schou

Chief Executive Officer og medstifter, Owayy

Og da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned dagen før, at de to iværksættere lancerede deres platform i marts 2020, var det faktisk fin timing for dem, fortæller Magnus Emil Holst Schou.

– På det tidspunkt havde vi tre steder og otte telte og kun i Danmark, og pludselig vandt glamping og staycation frem. Så vi havde trenden og vinden lige i ryggen, siger han.

Iværksætterfællesskab gjorde Magnus' drøm til virkelighed

Magnus Emil Holst Schous iværksætterdrøm kommer ikke fra fremmede.

– Jeg har forældre, der er iværksættere og har virksomheder, så for mig har det altid været en drøm at blive iværksætter og have den frihed, som de har, fortæller han.

Da han begyndte at interessere sig for Cphbusiness, faldt han for iværksætterfællesskabet Inkubatoren.

– Da jeg besøgte Cphbusiness første gang og blev vist rundt i Inkubatoren, tænkte jeg: "Her vil jeg rigtigt gerne ind på et tidspunkt", siger han.

Og den drøm gik i opfyldelse. I forbindelse med et valgfag i entreprenørskab på Cphbusiness var Magnus Emil Holst Schou nemlig med til at udvikle et nak og æd-koncept. Konceptet sikrede ham en plads i Inkubatoren og blev til virksomheden Naturturen, der senere blev til GoGlamping.

I Inkubatoren blev det hele til en rigtig virksomhed. Når man har et sted at sidde, mødes og holde møder. Man bliver holdt i nakken og skal nå nogle mål, og dem bliver der talt om. Især netværksdelen, erfaringer fra andre virksomheder, fællesskabet og hjælpen var vigtigt for os.

Anton Frederik North

Chief Operating Officer og medstifter , Owayy

Inkubatoren har gjort en stor forskel for Owayy, fortæller Magnus Emil Holst Schou.

– Jeg vil anbefale studerende at søge ind i Inkubatoren, lave et projekt og springe ud i iværksætteri. Måske prøve at matche den uddannelse, man går på, med det projekt, man satser på. Og så havner man nok et helt andet sted, når man går i gang, siger han og fortsætter:

– Vi startede med et nak og æd-koncept, og nu har vi et meget glamourøst koncept. Idéen var, at vi skulle drive vores egne steder, og nu er vi en platform. Hvis vi til at starte med havde sagt: "Vi vil lave Airbnb for unikke overnatningsoplevelser", så tror jeg, at mange havde grint af os og sagt, at det kan I sgu da ikke.

Virksomheden voksede ud af sit koncept

GoGlamping forlod Inkubatoren og rykkede til egne lokaler i december i 2020. På cirka samme tidspunkt indhentede virksomheden en million kroner fra investorer og fik Vækstfonden til at matche investeringen en til tre. Altså fire millioner kroner i alt.

– Pengene skal gå til skalering og vækst. Vi har ansat og skal ansætte flere, og vi skal bruge pengene til at komme ud med vores koncept. Vi er også begyndt at få konkurrenter, og det lægger pres på, så vi skal være hurtige til at skabe kendskab til Owayy og udvikle vores platform over de næste år, siger Anton Frederik North.

Virksomheden står nu over for en rebranding med nyt logo, ny identiet og navneskifte fra GoGlamping til Owayy. Blandt andet fordi det ikke var muligt at få det internationale GoGlamping-domæne, som en anden virksomhed ejer, og fordi nogle af samarbejdspartnerne med andre typer af overnatninger ikke vil associeres med glamping.

– Glamping er egentlig glamourøs camping, og for mange er glamping teltovernatning. Vores koncept er meget mere end glamping. Vi vil gerne have folk ud og opleve noget unikt i naturen, og det er ikke nødvendigvis teltovernatning. Vi har også træhytter, kupler, husbåde og andre unikke overnatningsoplevelser. Der favner vores nye navn Owayy bredere, siger Magnus Emil Holst Schou.

Owayy i egne lokaler i København K.

Lancerer også ny platform

Samtidig med det nye navn og det nye logo lancerer virksomheden en ny platform, der skal hjælpe Owayy med at skille sig ud.

– Mange platforme har de samme funktioner: Du kan søge på datoer, du kan søge på kategorier, du kan filtrere, og der er et kort. Så hvordan skiller man sig ud? Der arbejder vi med rigtigt mange fede features, som vi hele tiden udvikler, siger Anton Frederik North.

Det WordPress-website, som de selv har bygget, har nemlig begrænset dem.

– Men det er den rigtige vej at starte en virksomhed. At smide noget ud i markedet og se, hvad der sker. I stedet for at bruge mange ressourcer på at bygge noget og finde ud af, at det ikke fungerer. Så er det sjovere at generere et koncept og et brand og udvikle bagefter. Det kan godt være, at det betyder en masse lappeløsninger, og at en masse ting går galt undervejs, men det er en del af rejsen, siger Magnus Emil Holst Schou.

Vil være Europas førende platform for unikke overnatningsoplevelser

Med tiden er virksomheden blevet modnet og forstår nu bedre, hvad kunderne vil have, fortæller Magnus Emil Holst Schou.

– Det er helt vildt, hvor mange mennesker vi har skabt oplevelser for. Hvor mange tusind vi har haft igennem. Derfor forstår vi dem bedre, og det er ikke bare glamping og teltovernatning, som de vil have, siger han.

Owayys ambition er at blive den førende platform i Europa for unikke overnatningsoplevelser.

– Det har været målet lige fra starten, så det er det, vi drømmer om, siger Anton Frederik North.

Vi starter med Norden. Vi er i gang i Norge og Sverige, og om et år skulle vi gerne have mange hundrede steder i Danmark, Norge og Sverige og dermed være den førende nordiske platform for unikke overnatningsoplevelser.

Magnus Emil Holst Schou

Chief Executive Officer og medstifter, Owayy

– Vi kigger selvfølgelig også på resten af Europa. Vi kan se, at markedet også er der i andre lande, men vi har valgt først at fokusere på de nordiske lande, siger Anton Frederik North.

På nuværende tidspunkt samarbejder Owayy med cirka 55 værter og er involveret i at lancere en brancheforening for unikke oplevelser i Danmark.


Om Inkubatoren

Inkubatoren er Cphbusiness' kontorfællesskab for startupvirksomheder. Her kan iværksættere fx:

  • Få en kontorplads
  • Sparre med andre iværksættere
  • Blive vejledt af professionelle mentorer

Læs mere om Inkubatoren på cphbusiness.dk her: Inkubatoren