- Nyhed
Undervisningspris fra ministeriet fører til finansspil
260 finansbachelorstuderende på Cphbusiness nyder godt af, at adjunkt Per Reeslev i 2020 vandt Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris
Foto: Per Reeslev(th.) vandt Undervisingsprisen i 2020. Roland Gyldensted(tv.) var dommer i rådgivningsspillet, og vindergruppen er fra venstre Sebastian Gillesberg, Signe Søegaard, Christian Søtofte, Kim Laursen og Josephine Lexborg.
– Finalistgrupperne lå alle fagligt over mit forventede niveau. At de kunne forberede og optage et rollespil af et privatøkonomisk kundemøde i banken på det niveau på fem timer er virkelig flot, sagde privatkunderådgiver Roland Gyldensted fra Jyske Bank, da han netop havde overrakt præmien i det nye rådgivningsspil til vindergruppen.
Kåringen var kulminationen på et fem dage langt rådgivningsspil for studerende på 2. semester af professionsbacheloruddannelsen finansbachelor, hvor ca. 260 deltagere gennemførte fem missioner i grupper – med Jyske Bank-casen som den sidste.
300.000 kroner til et godt og engagerende undervisningsmiljø
Rådgivningsspillet er udviklet på Cphbusiness over det seneste halvandet år af underviserne Per Reeslev, Astrid Berggreen og Marit Bruhn-Petersen for de præmiepenge, der fulgte med, da Uddannelses- og Forskningsministeriet i september 2020 tildelte Per Reeslev Undervisningsprisen.
Læs portrættet af Per Reeslev på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside: Per Reeslev | Prismodtager
Prisen blev overrakt af kronprinsesse Mary, og med den fulgte 300.000 kroner ”til udviklingsaktiviteter, der understøtter et godt og engagerende undervisningsmiljø på de videregående uddannelsesinstitutioner”. Resultatet ser nu dagens lys.
– Det har været fantastisk for teamet at se 65 grupper dyste i spillet, vi har udviklet. De studerende har været motiverede i alle de fem dages spilleuge og virkelig givet den en skalle, siger Per Reeslev og uddyber, hvad de studerende har lavet i ugens løb:
– I spillet har de afleveret videoer af både fysiske og online møder med kunden, formuleret e-mails til kunden om kundebudgettets påvirkning fra nye rentestigninger og løst Jyske Banks egen case til slut. Nu er de lidt trætte. Og det er vi nok også i teamet, for vi har virkelig løftet i flok, siger han.
Jyske Bank: – Søg gerne job hos os
På Cphbusiness kunne finansbachelorstuderende Kim Laursen, Sebastian Gillesberg, Josephine Lexborg, Signe Søegaard og Christian Søtofte ånde lettede og stolte op efter en arbejdsuge med fart på. De havde stod nemlig tilbage som vindere af rådgivningsspillet.
Roland Gyldensted fra Jyske Bank fremhævede under kåringen gruppens privatøkonomiske forståelse og deres spørgeteknik – og sendte samtidig en invitation, der også gjaldt grupperne på anden- og tredjepladsen.
– Det er helt centralt i Jyske Bank at skabe stærke kunderelationer, og alle finalisterne har udvist rigtig gode evner til at formidle privatøkonomisk rådgivning i øjenhøjde. I er allesammen så velkomne til at søge job hos os, lød det fra privatkunderådgiveren ved afslutningen på rådgivningsspillets jomfru(lærings-)rejse.
Højt niveau
Både rådgivningsspillets læringsmæssige udbytte og teamets indsats høster stor ros fra områdechef Bo Steen Larsen, som har ansvaret for de økonomiske og finansielle uddannelser på Cphbusiness.
– Underviserteamet har været meget ambitiøst og afviklet prototypen af rådgivningsspillet for hele årgangen på ni hold samtidig og med en erhvervspartner. De studerende har lært rigtig meget på en intensiv og sjov uge med en ny mission hver dag, scoreboard og peer reviews. De studerende havde aldrig kunnet løse Jyske Banks case på det niveau uden de forudgående dages spil. Jeg er stolt af både udviklergruppen og underviserteamet, fordi deres tætte samarbejde har sikret succes i overgangen fra projekt til drift, siger han.
Han fortæller, at også de studerende på erhvervsakademiuddannelsen finansøkonom kan se frem til at blive præsenteret for spillet i næste semester.