- Nyhed
Tommy Ahlers: Man kan mærke iværksætterånden på Cphbusiness
Minister Tommy Ahlers fremhævede iværksætterånd og samarbejde efter sit første besøg på Cphbusiness, hvor han debatterede med flere end 150 studerende.
En minister. To kameraer. Tre mikrofoner. Og 60 minutters debat med flere end 150 studerende.
Fredag den 22. februar inviterede uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) studerende fra Cphbusiness til at debattere uddannelse. Det var mange studerende friske på at bruge deres eftermiddag på.
Derfor var det i et propfyldt lokale 4.08 på Cphbusiness Søerne, at ordstyrerne Emilie Holmboe Knudsen og Samuel Brask Marosi, der begge studerer på Cphbusiness, bød velkommen til ministeren og flere end 150 spørgelystne studerende.
- Jeg mødte en gruppe studerende, som virkeligt havde noget på hjerte i forhold til deres uddannelse, og hvordan deres uddannelse kan blive bedre - og meget ud fra en præmis om deres egne erfaringer, og hvad de selv kan gøre. Det synes jeg er dybt interessant, og der kan man mærke en iværksætterånd over Cphbusiness. Som gammel iværksætter er det fantastisk at opleve, siger minister Tommy Ahlers efter besøget.
Besøget gik over al forventning, fortæller rektor Ole Gram-Olesen fra Cphbusiness.
- Vores studerende var involverede og engagerede i debatten, og antallet af fremmødte var overvældende. Ministerens dagsorden talte lige ind i hjertet på de studerende, og deres mindset og DNA talte ind i hjertet på Tommy Ahlers. Det var det perfekte match. Så vi gik derfra med en rigtigt god mavefornemmelse, og det er jeg sikker på, at Tommy Ahlers også gjorde, siger han.
Tætte på erhvervslivet og iværksætterånd
Tommy Ahlers har bidt mærke i særligt to ting ved erhvervsakademierne efter debatten på Cphbusiness og besøg hos flere af de andre danske erhvervsakademier:
- Hvor tætte I er på erhvervslivet. Fordi I har en utroligt stor mængde praktiksamarbejder, og det, som I laver, er meget praksisnært. Det er det ene, siger han og fortsætter:
- Det andet er helt klart iværksætterånden. Jeg tror ikke, at det er alle her, der vil starte deres egen virksomhed, selvom man godt kan få den fornemmelse. Men der er en tilgang til verden, som er at sige: Vi vil godt være med til at skabe den ved at drive et projekt i en virksomhed, skabe den i mit lokalmiljø eller ved at starte en virksomhed. Det er det, man kunne fornemme. Iværksætteriet findes også andre steder, men her er det kogt sammen til en bouillonterning, og man kan mærke det meget stærkt.
Fokus på samarbejdsprojekter
Uddannelses- og forskningsministeren opfordrer erhvervsakademierne til fortsat at prioritere de gode samarbejdsprojekter med andre institutioner.
- Blandt andet Vidensbyen i Lyngby med DTU. Hvis vi skal have gang i grøn omstilling og have forskningen til at blive til noget ude i virkeligheden, tror jeg, at kombinationen af for eksempel nogle markedsføringsøkonomer herfra og nogle ingeniører fra DTU Skylab kunne være god, siger Tommy Ahlers.
Der ser rektor Ole Gram-Olesen også et stort potentiale.
- Hvis vi tager nogle af DTU's herlige nørder, der opfinder dimser, som kan noget, og matcher dem med nogle af vores studerende, der ikke har produktet, men derimod den forretningsmæssige tilgang og har lært, hvordan man gør det. Så har vi virkeligt skabt en spændende platform, fortæller han.
TV 2 dækkede debatten
TV 2 besøgte også Cphbusiness til debatten.
- Se dækningen på nyheder.tv2.dk her: Kendte deler fejl for at gøre op med nulfejlskultur.
- Se eller gense debatten med Tommy Ahlers på Cphbusiness' Facebookside her: Debat med minister Tommy Ahlers på Cphbusiness.
Hvad kan vi gøre for at undgå stress på studiet? Hvordan kan andet end karakterer tælle, når man søger ind på en uddannelse?
— Uddannelses- og Forskningsministeriet (@UFM_MIN) February 22, 2019
Det var nogle af spørgsmålene, som uddannelses- og forskningsministeren debatterede med studerende i dag på @Cphbusiness. Tak for en god debat! 👍 pic.twitter.com/pFZrPvtfBK