Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

Studiemiljø
  • Nyhed

Solid søgning til Cphbusiness i sommeren 2022

Kvote 1-ansøgningsfristen 5. juli kl. 12.00 bød på et solidt ansøgerfelt til Cphbusiness’ uddannelser.

Cphbusiness havde ved ansøgningsfristens udløb modtaget i alt 2.271 førsteprioritetsansøgninger til erhvervsakademiuddannelserne og professionsbachelor i finans via den koordinerede tilmelding.

I 2021 var tallet 2.725.

Dertil kommer 797 førsteprioritetsansøgninger til professionsbacheloroverbygningerne i 2022 mod 1.065 i 2021.

- Vi er meget tilfredse med den yderst solide søgning til vores uddannelser. Vores uddannelser er korte og fleksible og med et fokus på at gøre viden til værdi og komme i gang med arbejdslivet – og det er tydeligvis stadig meget attraktivt for de unge mennesker, siger uddannelsesdirektør Line Louise Hansen.

Når ansøgerfeltet i sommeren 2022 alligevel ikke helt kan måle sig med året inden, så skal årsagen bl.a. findes i coronapandemien og lukningen af internationale uddannelser.

Coronaboblen og de internationale studerende

Sommeroptaget 2022 er det første optag, hvor regeringens plan for at begrænse internationale studerende er trådt i kraft.

På Cphbusiness har det betydet lukning af to engelsksprogede erhvervsakademiuddannelser og fire engelsksprogede professionsbacheloroverbygninger.

På de seks uddannelser modtog Cphbusiness i 2021 654 førsteprioritetsansøgninger, og det sætter sine spor i ansøgerbilledet og ikke mindst i muligheden for at uddanne internationale studerende og danske studerende i et internationalt miljø.

- Det er enormt ærgerligt, at vi må sige farvel til muligheden for at uddanne ca. 400 internationale studerende om året til det danske arbejdsmarked, når vi nu har så meget brug for dem, siger uddannelsesdirektør Line Louise Hansen, der også peger på coronapandemien som en faktor, der forvrænger billedet.

- Især i 2021 så vi en meget høj søgning som følge af, at de unge mennesker var begrænset i at arbejde og i at rejse på grund af corona. Det er vores indtryk, at mange startede tidligere på uddannelse end hidtil planlagt, og det giver selvfølgelig en lavere søgning efterfølgende, som vi ser i år, siger hun.

Stor fremgang i Hillerød

Der er dog områder, hvor ansøgningerne til sommeroptaget i 2022 trumfer 2021.

I Hillerød åbnede Cphbusiness i 2021 en afdeling i centrum i SlotsArkaderne med erhvervsakademiuddannelserne financial controller, handelsøkonom, markedsføringsøkonom og serviceøkonom. De fire uddannelser modtog i sommeren 2021 73 førsteprioritetsansøgninger.

5. juli 2022 var tallet 113 for de fire uddannelser, og dertil kommer imponerende 65 ansøgninger til erhvervsakademiuddannelsen finansøkonom, som har sin debut i Hillerød centrum i 2022.

- Det er en rigtig flot søgning - ikke mindst til finansøkonomuddannelsen, som er helt ny i Hillerød, siger Line Louise Hansen.

Den 28. juli 2022 kl. 00.01 får ansøgerne at vide, om de får tilbudt en studieplads på en af de ønskede uddannelser.