- Nyhed
Niels Kühl Hasager vinder Undervisningsprisen 2023 på Cphbusiness
Niels Kühl Hasager vinder Undervisningsprisen 2023 på Cphbusiness
Der var smil op til begge ører på årets vinder, da navnet på modtageren af Undervisningsprisen 2023 blev afsløret under Cphbusiness’ årskonference.
– Ud over at være overrasket – for det er jeg – så er jeg også glad. For det er jo en anerkendelse af og symbolet på, at man har lavet noget fornuftigt over de sidste mange år, sagde lektor Niels Kühl Hasager fra området Økonomi og Finans på Cphbusiness, da han modtog prisen.
Med prisen følger 50.000 kroner til faglig kompetenceudvikling efter eget valg og en plads i finalefeltet til Uddannelses- og Forskningsministeriets prisuddeling i efteråret 2023.
Inspireret og udfordret
Det er kollegaer og studerende, som kan indstille til prisen, hvis de mener at vedkommende har bedrevet ekstraordinær undervisning.
I indstillingen af Niels Kühl Hasager lød det blandt andet sådan:
Niels’ tilgang til undervisning er baseret på ligeværd mellem ham som underviser og os studerende. Niels får os til at tro på, at vi kan opfylde vores drømme og viser vejen dertil.
Gennem tiden har jeg haft mange gode undervisere, men jeg har aldrig tidligere oplevet at blive inspireret og udfordret på den måde, som Niels repræsenterer.
Sådan skrev en studerende, som også fortæller om Niels Hasagers evne til at skabe et trygt rum i undervisningen, hvor det er i orden at svare forkert, og hvor de studerende hjælpes til at bryde store spørgsmål ned til mindre dele, der er til at løse.
Respektløs – på en respektfuld måde
For Niels Kühl Hasager er både udfordringen af – og ligeværdet med – de studerende også centralt i forholdet, der giver god undervisning.
– Jeg vil gerne have, at vi siger hinanden imod, at vi argumenterer, at vi er uenige og at vi udfordrer hinanden. Jeg skal nok udfordre dem, de må også gerne udfordre mig, så der kommer noget debat og noget liv i lokalet, for det er jo også sådan, livet er, siger Niels Kühl Hasager og fortsætter;
– Når man skal udvikle ting, skal der gerne være både en dialog og måske et modsætningsforhold for at få tingene til at gro. Så jeg siger altid; vær respektløse på en respektfuld måde over for mig. Jeg er det samme over for jer.
Kerneopgave
Undervisningsprisen blev uddelt for første gang i 2020 og har bidt sig fast som en årlig anledning til at hylde den gode undervisning. Og det er der en god grund til, mener uddannelsesdirektør på Cphbusiness, Line Louise Hansen
– Undervisning er jo vores kerneopgave, og det er vigtigt, at vi jævnligt debatterer, hvad god undervisning er, og hvordan den kan blive endnu bedre. Årets pris er også en mulighed for at få indsigt i, hvad vores studerende umiddelbart synes god undervisning er – og her har vi heldigvis fået mange tilkendegivelser fra vores studerende. Når en studerende beskriver de faglige eller personlige skridt, hun har taget som følge af undervisningen, så synes jeg, at vi rammer skiven, siger hun.
500.000 kroner på højkant
Alle landets otte erhvervsakademier har fundet en vinder, og til efteråret bliver det afsløret, hvem der løber med erhvervsakademiernes ene pris til Uddannelses- og Forskningsministeriets prisuddeling.
Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler i alt syv priser til undervisere i den videregående uddannelsessektor i Danmark, og løber man med én af dem, bliver æren krydret med 500.000 kroner – 200.000 kroner som en personlig hæderspris og 300.000 kroner til udviklingsaktiviteter, der understøtter et godt og engagerende undervisningsmiljø på de videregående uddannelsesinstitutioner.