Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Cphbusiness vil styrke danske lederes relations­kompetencer

En god leder er et helt menneske, og Cphbusiness har udviklet et nyt fag på akademiuddannelsen i ledelse, som styrker lederes relationskompetencer og integritet.

Forretningsudvikling, strategiplaner og vækst. De traditionelle lederuddannelser har i årevis haft fokus på de hårde emner, som kan styrke virksomhedens bundlinje, men i en verden i konstant bevægelse er det ikke nok.

Fremtidens leder skal have de menneskelige relationer med, hvis han eller hun vil havde det bedste ud af sig selv, sine medarbejdere og virksomheden. Det er grundtanken bag lederens relationskompetencer, Cphbusiness’ nye fag på akademiuddannelsen i ledelse.

Lederens relationskompetencer har derfor fokus på lederens måde at relatere til sig selv og andre på. Deltagerne på kurset kommer til at arbejde med at styrke deres relationskompetencer og samtidig få en psykologisk forståelse af dem selv og andre mennesker, som kan bruges i den daglige ledelsespraksis – og i livet generelt.​

Rikke Bjergaard Dinnetz

Hvis man vil skabe trivsel og positive resultater, er relationerne altafgørende, og i det nye fag arbejder vi derfor med lederens evne til at være selvreflekterende, blive bevidst om sine værdier og hvordan han eller hun går i relation med andre mennesker. Det handler om integritet, empati og psykologisk dannelse

Rikke Bjergaard Dinnetz

Lektor, Cphbusiness

Hvilken leder vil du være?

I faget, som starter til maj, opnår deltagerne viden og forståelse for teorier, begreber og modeller om relationskompetence set i både et eksistentielt, psykodynamisk og -somatisk perspektiv, og så bliver lederne også bedre til at styrke deres egne og medarbejdernes evner til at indgå ligeværdigt og konstruktivt i relationer i organisationen.

- For mange af os handler det om at være mere vågne i vores liv og blive mere bevidste, så vi ikke bare kører derudad. Vi skal stoppe op og turde stille os de helt store spørgsmål: Hvem ønsker jeg at være som leder og i livet? Hvad vil jeg gerne huskes for?, understreger Rikke Bjergaard Dinnetz og tilføjer, at deltagerne skal være parate til at arbejde med sig selv.

Tryghed øger både trivsel og resultater

Ifølge lektoren handler det om at skabe en kultur og atmosfære, hvor medarbejderne oplever tillid og anerkendelse.

- En leder skal være opmærksom på, at alt, hvad han eller hun siger, påvirker modtageren. Enten gør det personen svagere eller så styrker det. Og fordi vi ofte bliver det, som vi bliver set som, så er vi afhængige af anerkendelse. Lederens troværdighed og integritet er derfor vigtige parametre i god ledelse. Forskning viser, at positive relationer skaber resultater på bundlinjen. Det øger nemlig både trivsel og resultater, når medarbejderne kan mærke, at lederen vil dem det godt,” påpeger Rikke Bjergaard Dinnetz.

- Vi skaber et positivt, trygt og konfidentielt rum, så deltagerne frit kan tale om deres udfordringer og dermed få skabt værdifuld forandring, siger Rikke Bjergaard Dinnetz og tilføjer, at deltagerne på forløbet både lærer at styrke relationerne til sig selv og andre mennesker.

- For at gå i kontakt med andre, må vi først og fremmest være i kontakt med os selv, siger hun.

Det nyudviklede fag lederens relationskompetencer udbydes for første gang til maj måned og spænder over fire hele kursusdage. Faget, som giver 5 ECTS-point, indgår som valgfag på akademiuddannelsen i ledelse. Men lederens relationskompetencer kan også tages som et enkeltstående kursusforløb og er åbent for alle ledere og medarbejdere, som gerne vil styrke deres relationer og psykologiske forståelse.

Styrker dit personlige lederskab

Ifølge udviklingsdirektør i Cphbusiness Mette Høy får du som deltager på akademiuddannelsen i ledelse fra dag ét en masse gode ledelsesmæssige værktøjer og praktiske metoder, som du kan bruge i din dagligdag som leder.

Mette Høy

Du lærer, hvordan du gennem god ledelse kan skabe de bedste resultater for din virksomhed. Derudover udvikler du din egen ledelsesstil og får kompetencer til at lede store og mindre enheder

Mette Høy

Udviklingsdirektør, Cphbusiness

På akademiuddannelsen bliver deltagerne introduceret til relevant ledelsesteori, -modeller og -opgaver, som tager udgangspunkt i ledelsesmæssige udfordringer og erfaringer fra deres eget arbejdsliv.

Deltagerne på akademiuddannelsen i ledelse kommer fra mange forskellige virksomheder og organisationer og er derfor et oplagt sted at få et professionelt netværk, som kan give indsigt i problemstillinger og succeshistorier fra andre brancher.

- Det giver konkrete inputs og masser af inspiration, når du får mulighed for at sparre med ledere i andre organisationer, siger Mette Høy.

En fleksibel uddannelse, som du kan tage på deltid

Akademiuddannelsen i ledelse er rettet mod nuværende og kommende ledere i den private og offentlige sektor og klæder deltagerne på, så de kan varetage forskellige ledelsesopgaver og stå endnu stærkere som leder.

Den består af tre obligatoriske fag og en række valgfag. Alle fag afsluttes med en eksamen, og uddannelsen afsluttes med et skriftligt afgangsprojekt. Uddannelsen tager typisk tre år at gennemføre med et til to fag pr. semester. Hvert fag har en varighed på ca. tre-seks måneder. Deltagerne bestemmer selv, om de vil tage hele akademiuddannelsen i ledelse eller blot udvælge enkelte fag og tage dem som et enkeltstående kursus. Læser man en hel uddannelse, kan man også selv vælge fag og fagkombination. Man kan tage fagene enten om dagen eller aftenen.

 


Fakta om lederens relationskompetencer

  • Kurset afholdes på Cphbusiness Søerne i Nansensgade i hjertet af København
  • Prisen for fire hele undervisningsdage med ECTS-givende kursusbevis er 3.790 kr.
  • Du kan tilmelde dig faget allerede nu her: Lederens relationskompetencer