- Nyhed
Cphbusiness er Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution 2023
Cphbusiness vandt prisen Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution 2023 ved DM i Entreprenørskab.
Børssalen rungede under trommehvirvlen, da Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution 2023 var på nippet til at blive afsløret af administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, som blandt andet motiverede valget sådan:
- Entreprenørskab og innovation har i årevis været integreret i denne institutions strategi, og ledelsen understøtter underviserne i deres arbejde for at integrere entreprenørskab og innovation i de forskellige uddannelser.
Så kom tiden endelig til at forløse spændingen, og Brian Mikkelsen afslørede navnet på vinderen: Cphbusiness.
Strategisk fokus
Uddannelsesdirektør Line Louise Hansen kunne iklæde sig det helt store smil, da hun modtog prisen sammen med områdechef Michael Huss Svejstrup, programleder Torid Kaad Ostenfeld og lektor Maria Zoey Sommer.
Sidstnævnte havde blot et par timer tidligere vundet prisen Årets Entreprenørskabsunderviser.
- Entreprenørskab har været en del af vores uddannelsesmiljøer i lang tid - også før vores nuværende strategi, hvor innovation og dermed også entreprenørskab er en hjørnesten. Vi har i mange år arbejdet med at gøre både innovation, kreativitet og entreprenørskab til en del af vores DNA på vores uddannelser og dermed også selve den måde, vi tænker læring på, siger Line Louise Hansen.
Entreprenørskab i mange former
Det er Michael Huss Svejstrup enig i. Han er chef for området Innovation og Teknologi på Cphbusiness og har blandt andet ansvaret for professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship.
- Det er megastort at vinde prisen. At nogen udefra anerkender det, vi tror på og synes er godt, siger han.
For selvom der findes en uddannelse med særligt fokus på entreprenørskab, og selvom det ikke er alle studerende, der er plads til i inkubatormiljøerne, så er entreprenørskab ikke for de få på Cphbusiness. Tværtimod.
- Der er utroligt mange konkrete aktiviteter, som har udviklet sig gennem årene. Man kan gå i praktik i egen virksomhed, uanset hvilken uddannelse man går på. Og de anerkendte også de ting, vi laver inden for idégenerering; altså processen med at få en god idé, som senere kan føre til en virksomhed, siger Michael Huss Svejstrup.
Han nævner også det entreprenørskabsspil, der bliver spillet af studerende allerede fra studiestart på flere afdelinger, og valgfag, der bliver afviklet sammen med Cphbusiness’ iværksætterfællesskab Inkubatoren, som eksempler på, at entreprenørskab er en del af alle studerendes tid på Cphbusiness.
Cphbusiness stærkt repræsenteret
DM i Entreprenørskab er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab, og selvom det ikke blev til medaljehøst blandt studerende fra Cphbusiness, så var erhvervsakademiet stærkt repræsenteret.
Fra Cphbusiness deltog virksomhederne:
- Stå stærkere, i kategorien Service Innovation
- TabTales, i kategorien Social Entrepreneurship
- TreatYou, i kategorien Service Innovation
- Isy, i sporet Grow Up
Lektor Maria Zoey Sommer vandt også Årets Entreprenørskabsunderviser.
Læs mere her: