Cphbusiness åbner dørene til 3½-årig uddannelse i digital handel
Potentielle studerende kan fra efteråret 2025 begynde på en 3½-årig professionsbachelor i e-commerce og digital marketing i København.
Professionsbacheloruddannelsen giver de studerende et solidt forretningsmæssigt fundament og muligheden for at specialisere sig inden for den digitale verden.
- Uddannelsen er for dem, der vil lære at bygge en digital forretning op. Vi starter med at kigge på, hvad en forretning er, og derfra tager vi fat på de digitale muligheder. Men hovedfokus er hele tiden på, hvordan man tjener penge, siger lektor Just Kjærgård Pedersen fra Cphbusiness, der er koordinator på den nye uddannelse.
Professionsbacheloren i e-commerce og digital marketing udmærker sig nemlig i forhold til andre digitale uddannelser ved at tage udgangspunkt i den forretningsmæssige side af digital handel frem for det designmæssige eller det tekniske.
Og gennem uddannelsens 3½ år kommer de studerende til at gå i dybden og få erfaring med at drive forretning online.
“
Uddannelsen bliver hands on. Så de studerende skal ikke bare skrive en rapport om en webshop. Nej, de studerende skal lave webshoppen og få folk til at klikke køb.
Matcher erhvervslivets behov
- E-handel er en branche i rivende udvikling, og vi har længe haft brug for en uddannelse, der målrettet styrker de digitale kompetencer og kobler dem med en solid forretningsforståelse.
Sådan siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, og det er også netop erhvervslivets behov for dimittender specialiseret inden for e-handel, som har fået erhvervsakademiet til at udbyde uddannelsen.
Det fortæller områdechef Susanne Rievers fra Salg og Markedsføring på Cphbusiness.
Hun fremhæver analyser fra Dansk Industri, som tegner et billede af e-handel som et område i stærk vækst med udsigt til, at endnu flere virksomheder i fremtiden vil sælge deres produkter og serviceydelser online.
- Cphbusiness skal understøtte det vækstpotentiale ved at uddanne kompetent arbejdskraft, siger Susanne Rievers, som også ser en stigning i antallet af jobopslag, som efterspørger medarbejdere med kompetencer inden for e-handel.
Rettet mod større virksomheder
Cphbusiness udbyder allerede den 1,5-årige professionsbacheloroverbygning i e-handel, men den bygger oven på en erhvervsakademiuddannelse eller tilsvarende og uddanner i højere grad generalister.
Den nye 3,5-årige professionsbachelor kan optage studerende med gymnasial baggrund og giver andre muligheder.
- Professionsbachelor i e-commerce og digital marketing er rettet mod større virksomheder, der har behov for medarbejdere specialiseret inden for de forskellige funktioner inden for e-handel, siger Susanne Rievers.