- Nyhed
Borgmester: Samarbejde mellem Cphbusiness og Jeudan er win-win
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard har besøgt Cphbusiness og hørt om samarbejdet med virksomheden Jeudan.
- Det er utroligt fascinerende, når en privat virksomhed går sammen med en uddannelsesinstitution og skaber en win-win-situation.
Sådan sagde beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fra Københavns Kommune efter et besøg på Cphbusiness den 6. september, hvor hun hørte om Cphbusiness' samarbejde med den private virksomhed Jeudan.
Samarbejdet mellem Cphbusiness og Jeudan, der er Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed, består af blandt andet fælles casekonkurrencer og udvikling af en ny lærebog, og både studerende og medarbejdere fra Økonomi og Finans på Cphbusiness kommer i praktik hos Jeudan.
- Vi har et helt unikt samarbejde med Cphbusiness, som begge parter vinder på, siger HR-Direktør Annemarie Lund Krumhardt fra Jeudan og fortsætter:
- Jeudan stiller op til arrangementer, og vi har fælles projekter i gang, der klæder Cphbusiness på til at kunne give deres studerende en bedre undervisning, som er relevant for ejendomsbranchen. Omvendt får vi adgang til dygtige studerende, der kommer med ny viden og inspiration til virksomheden. Både som praktikanter og i forbindelse med fx case competition, siger hun.
Kan vinde meget på samspil
Under mødet mellem Cphbusiness, Jeudan og Københavns Kommune blev det også vendt, hvilke muligheder der ligger i et tættere samarbejde mellem Københavns Kommune og Cphbusiness.
- Rigtigt meget er vundet, hvis vi som kommune kan levere arbejdskraft til virksomhederne i samspil med uddannelsesinstitutioner, der rent faktisk leverer uddannelser, som fanger de unge menneskers interesser, og også lærer dem det, som virksomhederne har brug for, siger borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.
Rektor Ole Gram-Olesen fra Cphbusiness ser et stort potentiale i et øget samarbejde med Københavns Kommune.
- Eksempelvis har Cphbusiness og kommunen en fælles agenda i det nye erhvervsfremmesystem, ligesom indsatsen for at fastholde dygtige udenlandske dimittender på det lokale arbejdsmarked er væsentlig, siger han.
Jeudan-samarbejdet gør en kæmpe forskel
Samarbejdet med Cphbusiness har gjort en kæmpe forskel for Jeudan, fortæller Annemarie Lund Krumhardt.
- For fire år siden havde vi ingen praktikanter fra Cphbusiness og stod over for store udfordringer med at få kvalificeret arbejdskraft inden for ejendomsadministration. Efter vi har indgået et tæt samarbejde med Cphbusiness, har vi kontinuerligt praktikanter i et forløb, hvoraf cirka 95% bliver fastansat. På grund af vores gode samarbejde er der blevet skabt en fødekæde med kvalificeret arbejdskraft, som er utroligt vigtig for os, siger HR-Direktøren fra Jeudan og uddyber:
- De studerende er ikke kun et aktiv rent fagligt. I kraft af deres alder bidrager de også til at skabe en dynamisk personalesammensætning, og ved at tage praktikanter ind lever Jeudan samtidig op til sit samfundsansvar på den front.