Make toast great again
Startup griller gourmettoast i Tivoli
En studiekammerats frokost skabte idéen til startup-virksomheden Frank's Toast, der har succes med et nyt street food-koncept.
Af lektor Marianne Skovgaard Hansen, leder af iværksætterfælleskabet Inkubatoren på Cphbusiness Søerne
Idéen til startup-virksomheden Frank's Toast opstod, da studerende Arkim Ilaz skulle finde på et forretningskoncept i valgfaget entrepreneurship på erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom på Cphbusiness.
- Frank, en af mine studiekammerater, havde altid toasts med til frokost, og folk var så vilde med dem, at han begyndte at tage flere med til os andre, og så fik jeg idéen til at lave et street food-koncept med Franks navn, siger Arkim Ilaz.
Iværksætterfælleskab styrkede konceptet
Til en fest på Cphbusiness mødte Arkim Ilaz medstuderende Corina Toudut, der også læste til markedsføringsøkonom. Selvom ingen af dem havde erfaring fra restaurationsbranchen, blev de hurtigt enige om, at konceptet var godt.
Derfor gik de i gang med at udvikle Frank's Toast sammen og blev optaget i Inkubatoren, der er Cphbusiness' iværksætterfælleskab for startup-virksomheder.
- Inkubatoren var med til at give os en bedre forståelse af forretningsdelen og vigtigheden af at netværke, siger Arkim Ilaz.
Gourmettoast fra cyklen
Arkim Ilazi og Corina Toudut kom frem til, at en forretningsmodel på hjul var en god måde at begynde og teste konceptet på.
Derfor købte de en cykel, som de blandt andet tog med til Copenhagen Cooking & Food Festival, Street Food om Søerne, The Bridge Street Kitchen og Veras Market.
- Det tog noget tid at finde den rette cykel, men da vi havde den og bestemt os for, hvilke toasts vi ville sælge, var det bare at sætte i gang. Vi ville lave toasts, der smager præcis så godt, som man husker dem fra sin barndom. Faktisk endnu bedre. Missionen har fra starten været at gøre toast til en lækker spise igen, siger Arkim Ilazi.
Folket vil have toast
På trods af manglende erfaring fra restaurationsbranchen og en forretningside, der kun var nogle få måneder gammel, blev Frank's Toast hurtigt en succes på Københavns street food-scene.
- Vi havde gjort vores forarbejde godt, fordi Frank's Toast startede som en studieopgave med grundig research. Vi vidste, at folk var vilde med toast. Alligevel var vi ikke forberedt på succesen. Første gang, hvor vi var med til et event, måtte vi melde udsolgt i løbet af en time, siger Arkim Ilazi.
Høj kvalitet og secret sauce
Opbevaringspladsen på cyklen var minimal, hvilket begrænsede mængden til salg, og Arkim Ilazi og Corina Toudut var bevidste om, at de ikke ville gå på kompromis med deres produkt.
- Brødets kvalitet og råvarerne er hemmeligheden bag vores succes. Det er altafgørende for den gode smag. Vi laver stort set alt fra bunden i et professionelt køkken. Vi forbereder, hvad vi kan hjemmefra, men vi samler de forskellige ingredienser i toasten og griller den, lige før den serveres, så kunden får en lækker og varm toast og oplever, hvordan den bliver tilberedt, siger Arkim Ilazi.
Corina Toudut har selv stået for at lave virksomhedens signaturdressing, der bruges i alle deres toasts.
- Den er lavet efter en hemmelig opskrift, griner hun.
Toast i Tivoli
Cyklen har ifølge Frank's Toast været en fantastisk mulighed for at introducere et koncept, men da behovet for mere plads tog til, blev cyklen solgt i efteråret 2018.
Arkim Ilazi og Corina Toudut fik hurtigt mere plads, da de åbnede deres første bod i forlystelsesparken Tivoli i København i foråret 2019, og at drive en toastforretning er ikke et ni til fire-job. Det kræver meget arbejde for at lykkes.
- Vi gik i praktik i vores egen virksomhed. Det er en af de gode muligheder, der er på vores uddannelse, og så har vi fra begyndelsen arbejdet benhårdt i Inkubatoren og ude i marken. Vi solgte ikke bare toast fra en cykel. Vi havde et ønske om at være med til events, der passer til Frank's Toast, og så søgte vi om at være med. Det tager tid at skabe et stærkt brand, og det er det, som vi vil med Frank's Toast, siger Arkim Ilazi.
Drømmer stort
Teamets ambitioner rækker langt, og selvom de stadig studerer på Cphbusiness samtidig med at pleje deres virksomhed, har de en drøm om at komme ind i Torvehallerne i København senest i 2020 og en dag at åbne uden for Danmarks grænser.
- Jeg læser videre på International Sales and Marketing og håber, at jeg kan bruge uddannelsen til at gøre Frank's Toast større og rulle konceptet ud i udlandet. Vi skal også have resten af verden til at spise toast, griner Arkim Ilazi.
Læs mere om startup-virksomheden fra Cphbusiness' iværksætterfællesskab her:
- På frankstoast.com: Frank's Toast
- På facebook.com: Frank's Toast
- På instagram.com: Frank's Toast