Gå direkte til indhold

Hanne styrker interne IT-processer ved Novo Nordisk

Læs her, hvorfor Hanne Rudolph anbefaler at læse ved siden af jobbet.

Jeg arbejder i Corporate IT ved Novo Nordisk og færdiggjorde i juni 2018 min diplomudannelse i ledelse. Jeg startede på uddannelsen i 2015 og holdt undervejs en lille pause, der varede et semester.

Fokus på distanceledelse og virtuelt samarbejde

Jeg er som IT-System Manager/Operationel Teamleder ansvarlig for drift og udvikling af et IT-system sammen med mit indiske team og en QA*. Jeg samarbejder med en lille gruppe superbrugere af systemet, hvor vi sammen beslutter udviklingen af systemet. Jeg samarbejder virtuelt med kollegaer i Danmark og Indien via mail, Skype for Business og videokonference.

Det er en udfordring at være distanceret til det indiske team, som jeg heller ikke har personaleansvaret for. Jeg er derfor ekstra opmærksom på at vores virtuelle samarbejde kører gnidningsløst og at alle, der skal arbejde med den samme opgave, er informeret på samme niveau uanset hvor de er placeret.

Fordelen ved at læse ved siden af jobbet

Det var et bevidst valg, at jeg ikke ønskede at tage orlov fra mit job i flere år eller sige min stilling op. Jeg valgte at læse om aftenen, fordi jeg på den måde kunne skrive om situationer, jeg oplevede i hverdagen i mit nuværende job og også prøve teorier af i overskuelige rammer. Det har til tider været temmelig hårdt at have et krævende fuldtidsarbejde, være mor for et skolebarn og læse samtidig, men gevinsten, ved at arbejde mig igennem lektierne samtidig med at jeg har kunnet prøve teorierne af i praksis, har i sidste ende været det hele værd.

Bedre forståelse for ledelse

Jeg er uddannet Merkonom og har arbejdet ved Novo Nordisk i næsten 11 år, så jeg tænkte, det kunne være spændende at læse videre. Mit udgangspunkt for at starte på uddannelsen var at lære at bruge den helt store lederværktøjskasse og få indsigt i min egen ledelsesstil, så jeg kunne udvikle mig til at blive en god leder. Det fik jeg, men jeg fik også en masse viden om ledelsesteorier og indsigt i historien om hvordan ledelse har udviklet sig fra den spæde begyndelse til nu.

Uddannelse som afsæt til næste job

Jeg er også helt klart blevet mere bevidst om mine personlige udviklingsmuligheder og begrænsninger igennem de opgaver, jeg har skrevet. Især har jeg videreudviklet min refleksionsevne ved at anvende ledelsesteorier og dertilhørende værktøjer til at forstå og udvikle mig selv og mit team. Jeg har også fået større bevidsthed om mine egne muligheder og begrænsninger som leder. Jeg synes derfor helt bestemt at uddannelsen er meget relevant for mit job som operationel teamleder, idet jeg kan bruge den som redskab til videreudvikling af mig selv, mit team og som afsæt for mit næste job.

Fremtidsmål

Jeg vil bruge diplomuddannelsen i ledelse til at bygge videre på min karriere som leder. Derudover vil jeg gerne tage endnu et enkeltfag på Cphbusiness om aftenen, såfremt et interessant fag bliver tilbudt om f.eks. virtuel ledelse, distanceledelse og globalisering af processer.

Sådan bruger jeg Alumni netværket

Jeg vil gerne holde mig opdateret om ledelsesfaget i fællesskab med andre, der har taget lignende uddannelse som jeg selv, således at vi kan diskutere ud fra en fælles referenceramme.

Til dig, der overvejer at læse ved siden af jobbet: læg en realistisk plan

Man skal være meget bevidst om, hvad man selv vil have ud af uddannelsen. Jeg vil anbefale, at man investerer noget tid i at lægge en realistisk plan for en selv og ens familie, så der ikke skal indgås for mange kompromiser undervejs i forhold til deltagelse/lektielæsning/opgaveskrivning. Vær også meget bevidst om, hvilke fag man tager og hvad man reelt vil bruge dem til, både undervejs på uddannelsen, men også i ens nuværende/fremtidige job.

Jeg prøvede selv valgfag, der blev taget online via SmartLearning, og almindelig klasseundervisning om aftenen. Jeg fik mest ud af valgfagene, der blev kørt som klasseundervisning, fordi jeg på den måde kunne netværke og udveksle erfaringer direkte med de andre deltagere.

Min anbefaling er, at man tager et fag ad gangen og bruger god tid på lektierne, så man bliver helt skarp på, hvordan man vil bruge teorierne i praksis. Diplomfagene i ledelse kan være lidt svære at gennemføre, hvis man ikke kan relatere teorien til egen ledelsespraksis eller oplevede ledelsessituationer på ens arbejdsplads.

Med venlig hilsen,

Hanne Rudolph,

Alumne, Cphbusiness

*QA: Quality Assurance. I denne kontekst er det en medarbejder, der arbejder med kvalitetssikring