Gå direkte til indhold

Dimittend-interview

Mads fik job hos PeopleNet A/S

Mads Hansen dimitterede fra Cphbusiness i 2013 og blev ansat hos PeopleNet A/S, hvor han også var i praktik. Her fortæller han om sit job.

Jeg dimitterede i juni 2013, som professionsbachelor i Software Development og før det med en AP Degree i Computer Science (Datamatiker).

Mine karrieremål

Mine mål var rettet meget imod at finde et job med stor variation i arbejdsopgaver, med med mulighed for selvudvikling og gerne kombineret med at rejse. De var derfor ikke målrettet en specifik karriere, men mere et job der opfyldte mine krav.

Mit første job

Min nuværende arbejdsplads er også min første arbejdsplads. Under min AP degree-uddannelse fik jeg studiejob hos PeopleNet A/S som intern IT-medarbejder, hvor jeg satte servere op og klargjorde kurser for dem. Det oprindelige studiejob var et opslag på Jobindex, som jeg søgte. Jeg tog herefter min praktik hos dem under min bacheloruddannelse og blev umiddelbart efter min dimission fastansat som Sharepoint IT-konsulent.

De første 6 måneder bestod mine arbejdsopgaver primært i at hjælpe mine kollegaer med mindre udviklingsopgaver, så jeg kunne få noget erfaring. Herefter blev jeg sat på et større projekt for Kriminalforsorgen sammen med en mentor. Efterfølgende har jeg primært stået på egne ben og implementeret 50+ intranet gennem de seneste år - enten alene eller i projektgrupper.

Mit job i dag

I dag består mine arbejdsopgaver primært i at holde møder med kunder omkring opgaver, de ønsker udviklet. Efterfølgende udarbejdes et estimat på hvor lang tid det vil tage at udvikle, implementere og teste, hvorefter kunden godkender og opgaven udvikles.

I hovedtræk består mine opgaver i:

  • Udvikling i C# og JavaScript
  • Kundemøder
  • Behovsafklaring samt afklaring af arkitektur og infrastruktur
  • Rådgivning af kunder i forhold til SharePoint.

Mine fremtidsplaner

Jeg er umiddelbart utrolig glad for at være, hvor jeg er, så jeg tænker at jeg bliver her, indtil jeg bliver træt af konsulentlivet.

Mit råd til jobsøgende

For det første vil jeg anbefale at få et studierelevant job, mens man studerer – i stedet for at arbejde som kassemedarbejder i Netto eller lignende. Praktisk erfaring er altid en god idé for at se, om det i virkeligheden er noget for dig, da mange virksomheder helst søger nye medarbejdere med lidt praktisk erfaring, og så kan det jo være, man får muligheden for at blive fastansat, når studiet er slut.

For det andet vil jeg anbefale at søge bredt. Send 50 jobansøgninger ud i stedet for 5, tag ud og mød arbejdspladsen personligt og husk at sætte dig lidt ind i virksomhedens identitet, inden du møder op til jobsamtale.

Mange virksomheder søger folk med erfaring, så start i det små og se det som et springbræt videre til drømmejobbet, hvis det ikke lykkedes at få i første omgang.

Med venlig hilsen
Mads Hansen
Alumne, Cphbusiness