Der var rift om pladserne til alumne-netværkets karrierekonference
Onsdag den 21. oktober 2020 afholdt karrierenetværket deres første onlinearrangement, og det bliver ikke sidste gang.
Grundet COVID-19-restriktionerne var det nødvendigt at tænke i nye baner, da Cphbusiness Alumni skulle afholde deres årlige karrierekonference. Da fysiske rammer ikke var en mulighed, blev arrangementet konverteret til en miniudgave i et onlineformat, og det var en succes.
Programmet bød på workshoppen ”Sådan bruger dit netværk” faciliteret af Pernille Beck Moe fra HK. Deltagerne kunne desuden booke 20 minutters personlig karrierevejledning eller CV-tjek.
Sådan bruger dit netværk
Til workshoppen lærte deltagerne, hvordan man bedst muligt kan bruge sit netværk, når man skal finde nyt job eller have hjælp til opgaver eller generel problemløsning. Pernille viste, hvordan man på en ordentlig måde henvender sig til sit netværk, så man ikke virker anmassende eller risikerer at fornærme nogen. Der var undervejs afsat tid til, at deltagerne kunne reflektere over deres eget netværks potentiale, og hvilke løsningsmuligheder der kunne være på deres problemer og eventuelle fremtidsønsker.
Karrierevejledning og CV-tjek
Til CV-tjek og karrierevejledning havde deltagerne mulighed for at booke 20 minutter med en konsulent fra HK. Der var rift om tiderne, og mange konsulenter var fuldt bookede på dagen.
Til disse vejledninger var der tips og tricks til at skrive det perfekte CV, vores internationale dimittender fik hjælp til at målrette deres CV og ansøgninger til det danske jobmarked, og dimittender i brancher, der er hårdt ramt af corona, fik god vejledning til det næste skridt i deres karriere.
Tilfredse deltagere
I den efterfølgende evaluering udtaler deltagerne, at vejledningen i høj grad skabte værdi for både deres personlige og professionelle udvikling.
Online-karrierekonferencen blev lavet i samarbejde med HK, som sponsorerede foredragsholderen Pernille Beck Moe og konsulenter til både CV-tjek og karrierevejledning.
Hvis du kunne tænke dig at deltage i vores kommende online events, så følg med på Facebook.