Bachelorprojekt blev grundlaget for hyggelig Nørrebro-café
Netværk og spørg om hjælp, hvis du overvejer at blive selvstændig. Det er rådene fra Christian Kronborg og Vivien Vadkerti, der begge har læst International Hospitality Management og selv åbnet egen café i sommeren 2018.
På Nørrebrogade 28 ligger byens hyggeligste café. Det er i hvert fald hvad Christian Kronborg og Vivien Vadkerti ønsker deres café skal være.
- Vi vil gerne have et sted, der viser det bedste af det, at være dansk – nemlig hygge, forklarer Christian.
Hjemme hos mormor
Stedet lever i den grad op til sit navn, Café Hygge. Det er den gode blanding af gamle Royal Copenhagen-platter, keramikkrus, genbrugsstole og borde, lampeskærme i fløjl, og selvfølgelig stearinlys på hvert bord.
- Vi har fået flere af møblerne gratis, fortæller Christian og fortsætter:
- Nogle af tingene har lidt skrammer, men det er patina, og det er med til at skabe den her gode stemning. Det minder lidt om at være hjemme ved mormor, siger han.
Vivien og Christian vil gerne med deres café skabe et rum, hvor gæster føler sig velkomne, kan slappe af, og føle sig veltilpas.
- Vi synes, hygge handler rigtig meget om samvær, siger Christian.
Derfor arrangerer Café Hygge også en lang række events, som fx live musik, quiz night, poesiaftener, osv.
- Det skal jeg da’ ha’!
En ven foreslog, at Christian og Vivien også skulle holde filmaftener. Det gav Christian en god ide.
- Jeg ringede til Nordisk Film ude i Valby hver dag i et par uger, fordi jeg gerne ville vise Blinkende Lygter med undertekster, men jeg fik hele tiden afslag. En dag fik vi så en gammel rulle med filmen. De var nok lidt trætte af mig til sidst, men jeg var så glad for at vi kunne vise filmen. Det er jo en af de bedste danske film i nyere tid, griner Christian.
Bacheloropgave gav mod til at starte egen café
Både Christian og Vivien har haft tanker om at åbne deres eget sted under studiet, men ingen af dem havde mod på at gøre det på egen hånd. Heller ikke selvom de begge har erfaring fra restaurationsbranchen.
Men da de mødte hinanden på bacheloruddannelsen International Hospitality Management på Nørrebro, blev de enige om, at teste deres ide til en café af i deres bachelorprojekt. Det gav Vivien og Christian en god fornemmelse af, hvad der skulle til.
- Vi fik bekræftet, at vores idé i teorien holdt vand, fortæller Christian og fortsætter;
- Men det er jo noget andet, når man står i det i virkeligheden. Som studerende kan du altid lave et nyt budget eller gå til en reeksamen. Det kan du ikke som selvstændig. Der har det meget større konsekvenser, hvis du regner forkert.
Christian fortæller også, at han som ejer har fået et andet syn på ledelse i restaurationsbranchen.
- Jeg har ikke haft mange gode chefer, da jeg arbejdede som tjener, men i dag kan jeg godt se, de måske har været under et stort pres som ejere, og at de skulle nå nogle budgetmål, siger han.
Som caféejer har man nemlig ansvar for mange opgaver. Udover at indrette caféen og lave arrangementer, skal der også holdes styr på økonomien, sammensættes en menu, ydes kundeservice, osv. Vivien er derfor meget bevidst om at bruge den teori, hun har lært gennem studierne.
- Jeg arbejder med økonomi hver dag, fx når jeg skal udregne omkostninger, overskud, osv. Jeg bruger også elementer af teorierne inden for ledelse og HR, når vi skal ansætte og oplære nye medarbejdere, siger Vivien.
Ting tager tid
Da Christian og Vivien blev færdiguddannet, brugte de ca. seks måneder på at se på forskellige lokaler. Og det var ikke nemt at finde det helt rigtige sted.
- Vi blev nødt til at skalere ned, for vi kunne ikke finde et sted, der matchede vores forventninger, forklarer Christian.
De to fandt ellers tidligt nogle lokaler på Frederiksberg og brugte næsten et halvt år på papirarbejde frem og tilbage med kommunen.
- Vi brugte rigtig lang tid på at søge tilladelser ved kommunen. Det er noget, man ikke lærer på studiet – hvor lang tid ting faktisk tager, fortæller Vivien.
I sidste ende blev lokalerne solgt til en anden.
- Da følte vi lidt, at vi havde spildt tiden. Vi blev enige om, at lede videre, for vi ville stadig gerne åbne vores eget sted, og så kørte vi simpelthen bare rundt i København og så på lokaler til afståelse, fortæller Christian.
En dag fandt Christian og Vivien et lokale på Nørrebrogade. De ringede til ejeren og fik aftalt et møde om at se stedet allerede næste dag.
- Det er i dag vores café, og vi er så glade for den, siger Vivien.
Styrken ved at spørge om hjælp
Christian og Vivien er meget bevidste om vigtigheden af at spørge om hjælp.
- Det betyder rigtig meget at spørge sit netværk om hjælp og det er sådan vi er kommet hertil, siger Christian.
Han fortæller, at hvis man har en drøm at blive selvstændig, så skal man netværke og turde spørge om hjælp.
- Spørg dine konkurrenter, spørg dine venner og studiekammerater. Og når du så har fundet en løsning, så giv selv råd til andre. Lyt til dem, der har succes og kopier deres adfærd, siger Christian.
Vær ærlig over for dig selv
Vivien er enig og supplerer:
- Jeg vil også anbefale folk, der overvejer at blive selvstændige, at tænke rigtig godt og længe over de forskellige aspekter ved at have egen virksomhed. Overvej scenarier, forestil dig forskellige situationer, for virkeligheden bliver sjældent, som man forestiller sig, og spørg dig selv, om du virkelig vil det her. Hvis din mavefornemmelse er, at du ikke vil det, så lad være. Men hvis du kan svare ja, så go for it!, lyder det fra hende.
Find Café Hygge på Nørrebrogade 28 og læs mere om deres events på caféens Facebookside.