- Salg og Markedsføring
Datadreven forretningsudvikling
Projektet undersøgte 15 danske SMV'ers tilgang til datadreven forretningsudvikling.
Tidligere har det ikke været tilstrækkelig undersøgt, hvilke barrierer små og mellemstore virksomheder har for at komme i gang med at indsamle og bearbejde data samt datadreven forretningsudvikling.
Projektet Datadreven forretningsudvikling har forsøgt at afklare, om virksomhederne har de nødvendige kompetencer til at sortere, kategorisere og analysere data i praksis.
Med forskningsprojektet har vi fokuseret på vækstpotentialet i datadrevne forretningsmodeller. Gennem udvidede casestudier af 15 mellemstore danske virksomheder, har projektet undersøgt, hvordan virksomhederne i praksis arbejder med data som grundlag for værdiskabelse og vækst på sigt.
Generelt har vi med projektet fokuseret på anvendelsen af data til enten optimering/effektivisering af eksisterende produkter, ydelser og services eller udvikling af nye produkter, services og forretningsmodeller.
Projektet baserer sig i høj grad på konkrete erfaringer fra praksis og forskningsartikler, rapporter og publikationer fra internationalt anerkendte rådgivningsvirksomheder.
Fokus på fire områder
Baseret på dette studie, har forskningsprojektet fundet fire områder, hvor det er nødvendigt for virksomhed sætter strategisk fokus samt prioritere, hvis de der ønsker at blive en datadreven virksomhed.
- Virksomhedens kompetencer og evner til datadreven forretningsudvikling
- Områder hvor data understøtter vækst
- Identifikation af hvilke typer vækst og innovation, der foregår i virksomheden
- Ledelsens rolle i forbindelse med datadreven vækst
Tre kategorier af virksomheder
Gennem forskningsprojektet er vi kommet frem til, at man kan inddele virksomheder i tre kategorier.
Leaders
er virksomheder, hvor en struktureret brug af data samt udførslen af dataanalyse har en direkte målsætning om at styrke virksomhedens indsats. Særligt i forhold til innovation på tværs af hele virksomhedens forretningsgrundlag.
Strivers
er virksomheder, der har investeret i værktøjer til brug for dataanalyse med henblik på at innovere udvalgte funktioner og elementer i forretningsgrundlaget. Dog savner disse virksomheder en klar forståelse af, hvilke af egne aktiviteter, der er grundlæggende for innovation og forretningsudvikling i virksomheden.
Strugglers
er virksomheder, der ikke har formelle innovationsprocesser og kæmper med andre interne udfordringer. Disse virksomheder ønsker typisk at løbe mindst mulig risiko. Innovation finder isoleret set sted uden koordinering på tværs i virksomhedernes enkelte forretningsenheder.