Fokuseret ledelse af grøn omstilling

Projektperiode: 1. januar 2023 - 31. december 2023.

Lederen bærer et stort ansvar for virksomhedens grønne omstilling. Mange ledere har svært ved at sætte en holdbar bæredygtig retning, fordi de mangler viden om, hvad de skal fokusere på, og hvordan de arbejder strategisk på området.

I forskningsprojektet 'Fokuseret ledelse af grøn omstilling' undersøgte vi ledere i små og mellemstore danske virksomheders viden om og tilgang til grøn omstilling. Vi så på, hvilke problemstillinger og barrierer, der knytter sig til værdibaseret ESG, og hvordan Inner Development Goals kan integreres i forhold til ESG.

Viden, som kan hjælpe ledere på vej

Projektet skaber viden om, hvilke temaer ledere og nøglemedarbejdere skal orientere sig mod i arbejdet med grøn omstilling, og hvordan ledelsespraksis spiller ind på implementeringen af grøn omstilling.

Desuden skal projektet udvikle online minikurser, som kan booste lederes kompetencer i forhold til ledelse grøn omstilling.

Online minikursus: Arbejd holistisk med bæredygtighed

Holdet bag forskningsprojektet har udviklet det online mikrokursus 'Sådan arbejder du holistisk med bæredygtighed som leder', som gør dig klogere på, hvordan du kan arbejde fokuseret med indre og ydre bæredygtighed og lede bæredygtige initiativer i din virksomhed.

På kurset bliver du klogere på

  • ESG, SDG og IDG, og hvad de betyder for dit arbejde med bæredygtig ledelse.
  • Hvordan arbejdet med dit personlige lederskab er koblet til arbejdet med bæredygtighed i virksomheden.
  • Hvordan du interagerer med omgivelserne i den forandringsproces, som bæredygtig omstilling er.
  • Kurset tager cirka 20 minutter. Det indeholder videoer, refleksionsøvelser og en workbook, som kan hjælpe dig i dit arbejde med bæredygtig ledelse.

Find kurset her

Sådan gjorde vi

I projektet arbejdede vi ud fra en holistisk model udviklet af Cambridge University, som skelner imellem virksomhedens forretningsmæssige forpligtelser og lederskabet.

Vi arbejdede i krydsfeltet mellem ledelsesstudier, organisationspsykologi og -kultur og kommunikation med fokus på de transformationer, som ledere skal varetage i arbejdet med grøn omstilling.

Vi samlede empiri gennem kvantitative og kvalitative interviews med ledere fra små og mellemstore virksomheder samt kvalitative interviews med eksperter inden for virksomheders bæredygtighed.

Kontakt projektlederen