Kaptajnen og vejen: Ledelsesmetaforer kræver nytænkning

Metaforer og billeder er effektive, når ledere kommunikerer deres budskaber. Men det kræver bevidsthed og analytiske kompetencer at ramme plet. Det siger lektor Hans-Christian Christiansen, som forsker i digital ledelseskommunikation.

04. januar 2024

Engang mødte lederen primært sine ansatte på gangen eller kontoret, men sådan er det ikke nødvendigvis længere. I dag foregår en stor del af kommunikationen med ansatte og omverdenen digitalt.

Det stiller nye krav til lederes kommunikative kompetencer, fortæller lektor Hans-Christian Christiansen fra Cphbusiness. Han er projektleder på forskningsprojektet "Ledelseskommunikation i digital kontekst".

- Brugen af billeder og video har stigende betydning i digital ledelseskommunikation. Men det kræver særlige kompetencer og forståelse for billedkommunikation at bruge billeder effektivt og undgå miskommunikation, siger han.

Pas på slidte metaforer, som kan misforstås

Ledere har altid brugt metaforer i deres kommunikation. Det vil sige kommunikation, hvor man overfører et billedligt fænomen til et andet område.

- Metaforer kan gøre en kompleks problemstilling forståelig hurtigt, og derfor er det en engagerende og spændende kommunikationsform, siger Hans-Christian Christiansen, der nævner to eksempler på velkendte metaforer inden for ledelse:

Billedet af et skib, som symboliserer virksomheden, hvor medarbejderne er besætningen, og lederen er kaptajnen, der har overblikket og styrer skibet sikkert i havn. Og billedet af en vej, som symboliserer virksomhedens retning og mål og ofte bruges i forbindelse med strategiarbejde.

- Det er nogle fine metaforer, men for det første er de efterhånden set mange gange, og metaforer kan som al anden sprogbrug svækkes, når de bliver klichefyldte. For det andet kan modtageren mistolke dem, siger Hans-Christian Christiansen og fortsætter:

- De to metaforer indikerer forudbestemte og klare definitioner på mål, mission og succes. Og nogle medarbejdere vil have svært ved at forbinde fx strategiarbejdet med en lige vej og et klart endemål, siger han.

Ledelse og den virkelighed, som ledere skal navigere i, flytter sig. Derfor må de billeder, som vi bruger til at beskrive ledelse, gøre det samme.
Hans-Christian Christiansen
Lektor
Cphbusiness

Lektor Hans-Christian Christiansen fra Cphbusiness har bidraget til et kapitel, der sætter fokus på lederes brug af billedkommunikation, i bogen "Ledelseskommunikation" redigeret af Helle Petersen.

Læs mere og køb bogen hos forlaget Samfundslitteratur


Metaforer kræver bevidsthed og analytiske kompetencer

Det kræver ifølge Hans-Christian Christiansen særlige kompetencer at bruge metaforer bedst og mest effektivt.

- Du skal først og fremmest være bevidst om, hvordan metaforer kan forstås og misforstås af forskellige målgrupper. Her kan du styrke din kommunikation, hvis du har indblik i de kognitive og semantiske processer, der ligger bag metaforisk kommunikation, siger han.

VejEn klassisk metafor, som ledere ofte bruger, er billedet af en vej, der skal skabe forståelse for visioner og strategier.

Overvej at bruge metaforer til fælles refleksion

Som leder kan du også bruge metaforer som værktøjer til at reflektere sammen med dine medarbejdere.

- I stedet for at bruge skibet som et billede på virkeligheden så spørg medarbejderne, om det er sådan, de ser deres virkelighed, eller om der er andre billeder, de vil bruge? På den måde kan du sammen med medarbejderne reflektere over jeres fælles virkelighed ved hjælp af metaforer, og det kan der komme nogle interessante indsigter ud af, siger Hans-Christian Christiansen.

Hans-Christian Christiansen
Lektor Hans-Christian Christiansen fra Cphbusiness forsker i, hvordan ledere bedst kommunikerer og skaber følgeskab gennem digitale medier.


Om forskningsprojektet

Forskningsprojektet "Ledelseskommunikation i digital kontekst" blev udført fra februar 2022 til januar 2023 og undersøgte, hvordan ledere bedst kommunikerer og skaber følgeskab gennem digitale medier.

Udover kapitlet i bogen "Ledelseskommunikation" er forskningsprojektet udmundet i blandt andet kapitlet ”Ledelse i en 2.0-verden” i bogen "Sociale medier – et kritisk perspektiv" og artiklen ”Ledere på LinkedIn – Do’s and don’ts” på Lederweb.dk skrevet af lektor Bjarne Rostbøll Christiansen fra Cphbusiness.

Læs mere om forskningsprojektet på cphbusiness.dk

Kontakt projektlederen