Talknusere og konsulenter: Azets giver praktikanter ansvar – og ofte et job

Fagligt stærke praktikanter med mod på opgaver og ansvar. Det er årsagen til, at konsulentvirksomheden Azets to gange om året tager et nyt hold studerende fra Cphbusiness' finansielle uddannelser i praktik.

06. december 2023

Konsulentvirksomheden Azets står klar til at tage imod ansøgninger, hver gang de studerende fra Cphbusiness’ finansielle uddannelser skal i praktik. Og det har de gjort, siden Cphbusiness uddannede sit første hold på erhvervsakademiuddannelsen financial controller i 2013.

Azets har hovedkontor i Herlev og cirka 300 ansatte, som beskæftiger sig med økonomi, løn, ejendomsadministration og teknologi.

- Vi tager imod mellem otte og ti praktikanter hvert semester. Altså op til 20 om året. Så det siger sig selv, at vi er enormt glade for samarbejdet med Cphbusiness, fortæller Junior HR-konsulent Laura Lindorff Pedersen fra Azets.

Fagligheden er høj hos praktikanterne. De er hverken bange for opgaver eller ansvar, og det lægger vi stor vægt på. Hos os får de lov til at tage ansvar, arbejde med rigtige data og tale med kunder, og vi står selvfølgelig altid klar til at hjælpe og gribe dem.
Laura Lindorff Pedersen
Junior HR-konsulent
Azets

Ser det som virksomhedens ansvar og en god rekrutteringsmulighed

Alle studerende på Cphbusiness skal i praktik som en obligatorisk del af deres uddannelse. Og Azets tager imod praktikanter fra både erhvervsakademiuddannelserne financial controller og finansøkonom og professionsbacheloruddannelsen finansbachelor.

- Azets er en stor virksomhed, og vi har et ansvar for at hjælpe med at udvikle fremtidens arbejdskraft. Samtidig er praktikperioden en fantastisk mulighed for os og praktikanten for at se hinanden an og vurdere, om der er et match. Og det er der ofte. Vi tager ikke nogen praktikanter ind, som vi ikke tror kan blive ansat efterfølgende, siger Laura Lindorff Pedersen.

Hun vurderer, at cirka ni ud af ti praktikanter fortsætter som fastansatte i virksomheden, efter praktikken er slut.

Laura Lindorff Pedersen
Junior HR-konsulent Laura Lindorff Pedersen fra Azets er med til at ansætte praktikanterne fra Cphbusiness.


Læs om alle Cphbusiness’ videregående uddannelser


Både plads til talknusere og konsulenter

Cphbusiness-studerende kommer typisk i praktik i Azets’ afdelinger for løn- eller ejendomsadministration eller økonomi, hvor de fx hjælper kunder med budgettering, lønregistrering og andre opgaver i rollen som konsulent.

Som praktikant arbejder man sammen med kolleger og kunder fra både ind- og udland. Og man stifter bekendtskab med robotter, som virksomheden bruger til at klare en stor del af de opgaver, som tidligere var manuelle.

- For os er det vigtigt at skabe et praksisnært praktikophold, hvor praktikanterne er en del af driften. Opgaverne afhænger af afdelingen, men praktikanten har også selv indflydelse, siger Laura Lindorff Pedersen og fortsætter:

Nogle er udadvendte og vil være konsulenter og have kundedialog. Andre er superskarpe på at genkende systematikker og mønstre. Vi er en stor organisation med mange afdelinger og opgaver, så vi kan tilbyde begge dele.
Laura Lindorff Pedersen
Junior HR-konsulent
Azets

Kunne I tænke jer at få en studerende fra Cphbusiness i praktik? Så læs om mulighederne på her: Få en praktikant


Mød tre tidligere praktikanter

Her kan du møde tre tidligere Cphbusiness-studerende, som under uddannelsen var i praktik i Azets, hvor de i dag er ansat.

Mikkel fortsætter sin udvikling i Azets

Mikkel Kalf Wieth

23-årige Mikkel Kalf Wieth ville egentlig være skolelærer og undervise i matematik og samfundsfag. Men under sit sabbatår opdagede han uddannelsen financial controller.

- Jeg har altid interesseret mig for tal, og uddannelsen lød spændende med bogføring, statistik og debet og kredit. Så jeg søgte ind, kom i en fantastisk studiegruppe og havde en rigtigt god tid på Cphbusiness, fortæller han.

Da praktikken nærmede sig, var Mikkel Kalf Wieth fast besluttet på, at han skulle prøve sig selv af inden for ejendomsadministration. Og han fandt det rette match i Azets’ afdeling for ejendomsadministration.

- Det var overvældende at træde ind hos Azets på min første dag. Det er et stort og professionelt hus, men kollegerne var enormt flinke, hjælpsomme og nede på jorden, så jeg kunne hurtigt sænke skuldrene igen, siger han og fortsætter:

Azets havde styr på praktikforløbet. Jeg kom til kurser og møder, som ikke kun klædte mig på til ejendomsadministration, men også til, hvordan man er konsulent og begår sig i forskellige situationer. Fx over for kunderne.
Mikkel Kalf Wieth
Lønassistent
Azets

Efter praktikken fik Mikkel Kalf Wieth et tilbud om at fortsætte i Azets. Først som studentermedhjælper og senere som trainee i ejendomsadministrationsafdelingen, hvor han har haft ansvaret for en række boligforeninger, stået for generalforsamlinger og hjulpet til i byggesager.

Efter trainee-perioden besluttede han sig for, at det var tid til en ny udfordring.

- Jeg ville gerne arbejde mere projektorienteret, og det sagde jeg til min chef. Jeg troede egentlig, at jeg skulle finde mig en anden arbejdsplads for at få det behov opfyldt, men i stedet blev jeg tilbudt en ny stilling som lønassistent i Azets, hvor jeg skal være med på flere projekter. Det glæder jeg mig meget til, siger Mikkel Kalf Wieth.

Martin var den første Cphbusiness-praktikant i Azets

Martin Knudsen

Da de allerførste financial controllere blev uddannet på Cphbusiness i 2013, var Martin Knudsen på holdet. Under uddannelsen kom han i praktik i Azets’ rådgivningsenhed. Og her har han været lige siden.

- Praktikken var en super mulighed for at få foden indenfor. Jeg passede godt ind i Azets og følte mig hjemme fra start. Så det var fedt, at jeg ikke skulle ud at søge et nyt job og starte forfra igen efter uddannelsen, siger 40-årige Martin Knudsen.

Som seniorøkonomikonsulent i afdelingen, der i dag hedder financial advisory, hjælper han kunder med regnskaber, selvangivelser, skatteberegning og beregning af medarbejderaktier i skattesystemer.

I dag er han en af afdelingens erfarne medarbejdere og kan derfor lære fra sig og tage hånd om praktikanterne.

- Jeg kender deres uddannelse og den proces, de er i. De har en god grundlæggende viden og ballast med fra uddannelsen, som vi bygger videre på her. Og det er fedt at være med til, siger Martin Knudsen og fortsætter:

- I løbet af deres 13 uger i praktik, når praktikanter ofte at blive selvkørende. De får lov at lave regnskaber for kunderne, som vi selvfølgelig kontrollerer, som var det en fastansat konsulent, der lavede det. Som praktikant kan du desuden komme med i projekter, som du måske ikke kunne, hvis du sad i en stilling med mere faste opgaver. Det satte jeg pris på, da jeg var praktikant, så det kan jeg også godt lide at hjælpe de nye praktikanter med i dag, fortæller Martin Knudsen.

For Camilla var jobmulighed og professionalisme afgørende

Camilla Klysner

Efter mange år som selvstændig besluttede 36-årige Camilla Klysner i 2020, at hun ville uddanne sig. En stor interesse for tal og økonomi gjorde, at valget faldt på uddannelsen financial controller på Cphbusiness.

- Da jeg skulle søge praktik, var jeg til samtale flere steder, hvor jeg fik tilbudt en plads. Men professionalismen i Azets tiltrak mig. Man kan mærke, at der er styr på tingene, og at alle procedurer bare spiller. Og det passer mig godt, siger hun.

Som mor til to var det desuden vigtigt, at der var mulighed for en fremtidig fastansættelse.

- Azets sagde, at hvis jeg kunne lide arbejdet og gjorde det godt under praktikken, så kunne de ikke se, hvorfor jeg ikke skulle ansættes efterfølgende. Den tryghed og fremtidssikkerhed betød meget i min situation, fortæller Camilla Klysner.

Hun tilbragte praktikken i Azets’ lønafdeling og blev efterfølgende tilbudt en fastansættelse i afdelingen, som hun havde håbet på.

Som lønassistent har hun i dag ansvaret for at administrere lønnen hos en stor international kunde.

- Jeg er rigtigt glad for at være i Azets. På et tidspunkt vil jeg gerne arbejde mere med regnskab og budgettering, og det kan jeg også få lov til her i huset. Muligheden for at rykke rundt og udvikle sig fagligt er en bonus ved at være i en stor virksomhed. Det er sværere at skifte område, hvis du sidder i et revisionshus med tre mennesker, siger Camilla Klysner, som i bakspejlet er glad for, at hun valgte en uddannelse med mulighed for praktik.

Praktikken betyder, at jeg i dag har et godt og fast job. Jeg kender virksomheden, og kollegerne kender mig, fordi vi havde tre måneders praktik til at se hinanden an. Det giver en stor tryghed.
Camilla Klysner
Lønassistent
Azets