Cphbusiness optager flere end 3.000 studerende

Nye onlineuddannelser og flere studerende på en bred vifte af uddannelser giver det største antal optagne nogensinde på Cphbusiness.

28. juli 2023

3.065 kommende studerende har 28. juli 2023 fået besked om, at de er optaget på Cphbusiness. 2.478 er optaget på erhvervsakademiuddannelserne og finansbacheloruddannelsen gennem Den Koordinerede Tilmelding, mens 587 er optaget på professionsbacheloroverbygningerne.

– Det er rigtig glædeligt, at vi på én gang kan give så mange studerende en god start på arbejdslivet og samtidig tilgodese det store behov for arbejdskraft, erhvervslivet har, siger Ole Gram-Olesen, rektor på Cphbusiness.

Ansøgningsfristen til kvote 1 den 5. juli bød på 8% stigning i antallet af førsteprioritetsansøgninger til Cphbusiness’ videregående uddannelser – blandt andet til de nye onlineuddannelser.

166 begynder online

Siden 2021 har studerende kunnet tage finansøkonomuddannelsen i et online forløb, og i 2023 stødte erhvervsakademiuddannelserne markedsføringsøkonom og serviceøkonom til i online udgaver.

Det har de kommende studerende taget godt imod, og 46 studerende er optaget på serviceøkonomuddannelsen, mens 60 studerende er optaget på henholdsvis markedsføringsøkonomuddannelsen og finansøkonomuddannelsen.

– Når vi udbyder nogle af vores uddannelser online, så er det for at give en større fleksibilitet og flere muligheder for dem, der ellers ville have svært ved at kunne tage uddannelserne, siger Ole Gram-Olesen, der glæder sig over modtagelsen.

De største uddannelser

Uddannelserne med de største optag på Cphbusiness i sommeren 2023 er:

  • Markedsføringsøkonom: 628 (473 på Cphbusiness Søerne, 70 på Cphbusiness Lyngby, 60 online, 25 på Cphbusiness Hillerød)
  • Finansøkonom: 596 (450 på Cphbusiness City, 86 på Cphbusiness Hillerød, 60 online)
  • Finansbachelor: 360 (360 på Cphbusiness City)
  • Serviceøkonom: 217 (149 på Cphbusiness Søerne, 46 online, 15 på Cphbusiness Hillerød, 7 på Cphbusiness på Bornholm)
  • International handel og markedsføring: 209 (209 på Cphbusiness Søerne)

Ledige pladser

Der er stadig mulighed for at starte på nogle videregående uddannelser på Cphbusiness. Her er nemlig stadig ledige pladser.

Den aktuelle og opdaterede liste over ledige pladser finder du her: Ledige pladser