Sigga sælger software hos Upodi: Fandt sin rette hylde i praktikken

Sigga Pedersen var på bar bund, da hun som 21-årig stoppede på Politiskolen. Men en uddannelse til handelsøkonom på Cphbusiness og et succesfuldt praktikophold i virksomheden Upodi betød, at hun i dag har et job, hun er vild med, i en branche, hun drømmer om at fortsætte i resten af karrieren.

17. juni 2021

Nogle gange falder brikkerne bare på plads. Og det gjorde de i den grad for 24-årige Sigga Pedersen, da hun som studerende på erhvervsakademiuddannelsen handelsøkonom på Cphbusiness kom i praktik i virksomheden Upodi, som har udviklet en software, der hjælper virksomheder med abonnementsstyring.

Praktikken var så stor en succes, at hun efterfølgende strøg direkte ind i en stilling som Sales Development Representative i virksomheden, hvor hun blandt andet holder kundemøder, udarbejder salgsmateriale og har ansvar for salg til både større og mindre kunder.

- Jeg kendte ikke meget til SaaS-branchen (Software as a Service, red.) i forvejen, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende netop her. Men jobbet er virkeligt spændende, og der er gode muligheder for en fed karriere i denne branche. Så i dag kan jeg ikke se mig selv andre steder, siger Sigga Pedersen.

Ud af politiuniformen og ind på Cphbusiness

I 2018 var Sigga Pedersens fremtidspuslespil noget mere uoverskueligt, da hun indså, at politiet ikke var det rigtige for hende efter et halvt år på politiskolen.

- Jeg måtte desværre erkende, at politivejen ikke var det rigtige for mig. Men jeg nød kontakten med borgerne og vidste, at jeg fortsat ville lave noget, hvor jeg var i dialog med folk, siger hun og fortsætter:

Mit valg faldt på handelsøkonomuddannelsen, fordi den gav mulighed for kundekontakt, og samtidig var jobmulighederne mange og brede. Jeg bandt mig ikke til én specifik karrierevej, men kunne skabe min egen retning inden for fx handel, salg eller marketing.
Sigga Pedersen
Sales Development Representative
Upodi

Læs mere om erhvervsakademiuddannelsen handelsøkonom her: Handelsøkonom | Cphbusiness


Følte sig tryg og udviklede sig hurtigt

Praktikperioden varer otte måneder på handelsøkonom, og i løbet af de otte måneder faldt Sigga Pedersen for SaaS-branchen og i særdeleshed praktikpladsen Upodi.

- Allerede til jobsamtalen havde jeg en god følelse. Virksomheden var oprigtigt interesseret i mig og mine ambitioner og kompetencer. Og da praktikperioden begyndte, var der sat masser af tid af til mig, så jeg følte mig tryg og udviklede mig utroligt meget på kort tid, fortæller Sigga Pedersen, som ikke vidste meget om Upodis produkter i forvejen.

- Den software, vi sælger i Upodi, er avanceret, og man lærer ikke bare at forstå den på et par dage. Så jeg stillede utroligt mange spørgsmål i starten, men heldigvis var min praktikvejleder meget tålmodig, griner hun.

Sigga Pedersen24-årige Sigga Pedersen kendte hverken til Upodi eller SaaS-branchen, da hun begyndte på uddannelsen handelsøkonom. Men i dag er hun glad for, at det var netop her, hun endte.


Om Upodi

Virksomheden Upodi har udviklet en software, som virksomheder kan bruge til at håndtere deres abonnementer og medlemmer.

Upodis software bliver blandt andet brugt af abonnementsbaserede virksomheder som fx Goodiebox, der leverer beautyprodukter på månedligt abonnement.

Besøg Upodis hjemmeside og bliv klogere på virksomheden:

Upodi.com


En kapacitet, man ikke smider ud med badevandet

Tobias Binau er Head of Sales I Upodi. Han var Sigga Pedersens praktikantvejleder og har også selv læst uddannelsen handelsøkonom på Cphbusiness.

- Derfor vidste jeg, at de studerende på uddannelsen har nogle salgskompetencer og en virksomhedsforståelse, som vi kunne bruge og videreudvikle hos Upodi, siger han også fortsætter:

Sigga var nysgerrig, sindssygt dygtig og god til at lære, hvilket betød, at hun hurtigt blev en kapacitet for os. Det er ikke let at sælge komplicerede softwareløsninger som vores – men det kunne hun. Sådan en kapacitet smider man ikke bare ud med badevandet, så vi var slet ikke i tvivl om, at hun skulle fastansættes.
Tobias Binau
Head of Sales
Upodi

Sigga Pedersen er også selv begejstret for sin udvikling:

- Efter jeg valgte at stoppe på politiskolen, anede jeg ikke hvad jeg skulle, eller hvor jeg skulle ende. Tre år senere står jeg med en kæmpe faglig selvsikkerhed og et fedt job i en branche, jeg er vild med. Det er en ret fantastisk følelse, siger hun.

Tobias BinauTobias Binau, Head of Sales i Upodi, har ligesom Sigga Pedersen læst uddannelsen handelsøkonom på Cphbusiness.


Læs mere om Cphbusiness’ fuldtidsuddannelser her: