Fra idé til prisvindende virksomhed på 10 måneder: Joachim og AQfeed vil lave fremtidens fiskefoder

Joachim Scheele Rådstoga er dimittend fra uddannelsen innovation og entrepreneurship på Cphbusiness. I løbet af studiet var han med til at stifte virksomheden AQfeed, som laver bæredygtigt fiskefoder og i år har vundet iværksætterkonkurrencerne DTU X-Tech og Venture Cup.

30. juni 2021

Bæredygtigt fiskefoder, som er billigere at producere end det, fiskeriindustrien bruger i dag. Sådan kan virksomheden AQfeeds produkt beskrives kort.

24-årige Joachim Scheele Rådstoga er en af stifterne af AQfeed. I januar 2021 dimitterede han fra professionsbacheloruddannelsen innovation og entrepreneurship på Cphbusiness, hvor han også har læst erhvervsakademiuddannelsen finansøkonom.

I løbet af uddannelsen var han med til at udvikle virksomheden, som på sine første ti måneder både har modtaget investeringer og vundet førstepladser ved startupkonkurrencerne DTU X-Tech og Venture Cup, hvor der fulgte henholdsvis 200.000 og 100.000 kroner med.

- Jeg vidste fra starten, at vores projekt havde potentiale. Fiskeopdræt er en milliardindustri, og kunne vi skabe et fiskefoder, som både er billigt og bæredygtigt, var der store muligheder. Men at det skulle gå så hurtigt og så godt, havde jeg ingen idé om, siger Joachim Scheele Rådstoga, som er CFO (Chief Financial Officer) i AQfeed.

Joachim Scheele Rådstoga
24-årige Joachim Scheele Rådstoga har læst finansøkonom samt innovation og entrepreneurship på Cphbusiness. Ved siden af eventyret med AQfeed arbejder han som konsulent i Deloitte.

Win win: Kombinerer teknisk viden og innovative værktøjer

Idéen til AQfeed opstod, da Joachim Scheele Rådstoga under sin praktik på uddannelsen innovation og entrepreneurship blev en del af programmet DTU X-Tech, hvor blandt andre ingeniører og økonomer udvikler innovative projekter sammen.

Joachim Scheele Rådstoga kom i gruppe med fem studerende fra DTU, som fik til opgave at opfinde et produkt, der kunne reducere det stigende vandforbrug på jorden.

- Samarbejdet var supergodt fra starten. De brugte deres tekniske viden fra DTU, og jeg brugte mine innovative værktøjer og forretningsforståelse fra Cphbusiness, fortæller Joachim Scheele Rådstoga, som skrev om AQfeed i sin afsluttende opgave på professionsbacheloruddannelsen og fik 12.

På uddannelsen innovation og entrepreneurship lærte vi fx om teambuilding, den økonomiske side af en startup, og hvordan man effektivt kommer fra idé til produkt. Alt det havde jeg stor glæde af, da vi udviklede AQfeed.
Joachim Scheele Rådstoga
Stifter
AQfeed

Hvad laver AQfeed?

AQfeeds produkt er en ny, bæredygtig og kosteffektiv form for fiskefoder til ørred- og lakseindustrien, som kan produceres på laboratorier af blandt andet orme, alger og slam fra fiskeproduktion.

Læs mere på AQfeeds LinkedIn-profil:

AQfeed | LinkedIn


Pris, hæder og legat på kun ti måneder

AQfeeds rejse kulminerede første gang i maj 2021, da virksomheden vandt hovedprisen på 200.000 kroner ved finalen i DTU X-Tech, hvor programmets startupvirksomheder dystede mod hinanden.

- Jeg blev vildt glad, da vi blev udråbt som vindere. Vi havde gjort et godt og stort stykke arbejde, men vi var samtidig oppe imod nogle rigtigt dygtige konkurrenter, siger Joachim Scheele Rådstoga.

Siden tog AQfeed også førstepladsen ved iværksætterkonkurrencen Venture Cup i juni. Her fulgte der 100.000 kroner med og en plads i den internationale udgave af Venture Cup, hvor AQfeed skal repræsentere Danmark.

- Det er kæmpestort for os, og samtidig er titlen et kvalitetsstempel, som er vigtigt, når vi skal ud og markedsføre AQfeed, siger han.

Udover priserne ved DTU X-Tech og Venture Cup har AQfeed i løbet af sine første ti måneder blandt andet modtaget et legat fra Tuborgfondet.

Prototype
Inden AQfeed i maj vandt hovedprisen i DTU X-Tech, modtog virksomheden 2020 prisen best tech demo for denne prototype af virksomhedens produkt i december.


Joachim Scheele Rådstoga har læst erhvervsakademiuddannelsen finansøkonom og professionsbacheloruddannelsen innovation og entrepreneurship på Cphbusiness.

Se mere om uddannelserne her:


Har potentiale til at blive fremtidens fiskefoder

I dag har AQfeed kontor og laboratorie i Hørsholm i Nordsjælland. Som CFO lægger Joachim Scheele Rådstoga fx budgetter, søger fonde og netværker med samarbejdspartnere, mens han ved siden af arbejder som konsulent i virksomheden Deloitte.

Og han har store drømme og høje forventninger til AQfeeds fremtid.

- Med vores fokus på bæredygtighed rammer vi tidsånden perfekt. Der er stor efterspørgsel på bæredygtige alternativer til klassisk fiskefoder, og vi mærker allerede en kæmpe interesse for vores produkt, siger Joachim Scheele Rådstoga og fortsætter:

Visionen er at blive fremtidens fiskefoder. Og det tror jeg på, at vi har potentialet til.
Joachim Scheele Rådstoga
Stifter
AQfeed

Læs om Cphbusiness’ fuldtidsuddannelser her:

Alger
AQfeeds bæredygtige fiskefoder bliver produceret i et laboratorie, hvor der blandt andet bruges alger, orme og slam.