Malou markedsfører IKEA i Mexico: - Jobbet er sindssygt spændende

Malou Berggren Mayland Jensen var på studieophold i udlandet to gange under sin uddannelse på Cphbusiness. I dag laver hun markedsføring og intern kommunikation i IKEA i Mexico i forbindelse med åbningen af landets første IKEA-varehus.

08. april 2021

Bolig- og møbelgiganten IKEA åbnede sit første varehus i Mexico den 8. april 2021. En af de medarbejdere, der har haft travlt op til åbningen, er 24-årige Malou Berggren Mayland Jensen, som i januar dimitterede fra den engelsksprogede udgave af professionsbacheloruddannelsen innovation og entrepreneurship på Cphbusiness.

På det tidspunkt var Malou Berggren Mayland Jensen netop flyttet til Mexico City, hvor hendes forældre bor. Kort efter fik hun jobbet som Internal Communication Assistant i IKEA Mexico.

- Jobbet er sindssygt spændende, og det er et perfekt tidspunkt at blive ansat, fordi der sker så meget lige nu. IKEA er jo en kæmpe virksomhed, men fordi vi åbner på et helt nyt marked, bruger jeg rigtigt meget af det, jeg lærte på uddannelsen Innovation and Entrepreneurship, siger Malou Berggren Mayland Jensen, som laver intern kommunikation og PR-arbejde i IKEA Mexico.

En elevatorsnak blev afgørende

Vejen til stillingen i IKEA begyndte, da Malou Berggren Mayland Jensen tilfældigt mødte sin nye nabo i en elevator.

- Min nabo er CEO i IKEA Mexico, og vi faldt hurtigt i snak. Jeg fortalte om min uddannelse og mit afsluttende bachelorprojekt, som handlede om, hvordan mit praktiksted TripDoodler kunne innovere sin forretningsmodel, siger hun og fortsætter:

- Så spurgte jeg ham, om der ikke var et job til mig i IKEA Mexico. Hvorfor ikke bare prøve, tænkte jeg. Og det var der. Han kunne godt bruge en med mine kompetencer, og måneden efter var jeg ansat. Det var meget uventet og selvfølgelig vildt fedt.

Malou Berggren Mayland Jensen ved IKEA
24-årige Malou Berggren Mayland Jensen var med bag kulisserne, da Mexicos første IKEA-varehus åbnede.

Ville ud og opleve verden

Malou Berggren Mayland Jensen har rejst meget og blandt andet boet i Finland, Thailand og Kina. Da hun skulle vælge uddannelse, var det derfor vigtigt for hende, at uddannelsen var engelsksproget, og at der var mulighed for at læse et semester i udlandet.

Valget faldt på uddannelsen AP Degree in Marketing Management, som er den engelsksprogede udgave af erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom. Og efterfølgende læste hun uddannelsen Top-up Bachelor’s degree in Innovation and Entrepreneurship.


Læs mere om Cphbusiness’ fuldtidsuddannelser her:


I løbet af studietiden var Malou Berggren Mayland Jensen først på udlandsophold i Athen i Grækenland og senere i Cambridge i England.

- Udover at møde en masse spændende mennesker fra hele verden lærte jeg om global markedsføring i et internationalt perspektiv. Så jeg udviklede mig både fagligt og personligt, siger hun og uddyber:

- Når du er på egen hånd i udlandet, lærer du at være åben og tale med mange forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer. Det føler jeg, at jeg er blevet god til. De evner hjælper mig meget hos IKEA Mexico, hvor jeg har nemt ved at connecte med både mine mexicanske og internationale kolleger, fortæller Malou Berggren Mayland Jensen, som planlægger at vende retur til Danmark til sommer, hvor hun har søgt ind på kandidatuddannelsen Organisational Innovation and Entrepreneurship.


Studerende på Cphbusiness har mulighed for at tage på studie- og praktikophold i udlandet, uanset om de læser en dansksproget eller engelsksproget uddannelse.

Læs mere om mulighederne for udlandsophold som studerende på cphbusiness.dk her: Udlandsophold | Cphbusiness


Malou Berggren Mayland Jensen i Grækenland
Da Malou Berggren Mayland Jensen skulle vælge uddannelse, var det afgørende, at hun havde mulighed for at tage et semester i udlandet.
Malou Berggren Mayland Jensen - Santorini
Under uddannelsen på Cphbusiness var Malou Berggren Mayland Jensen blandt andet på studieophold i Grækenland.