Jesper Thisted Larsen indstillet til Undervisningsprisen 2021

Det utrættelige engagement sikrer lektor Jesper Thisted Larsen indstillingen til Undervisningsprisen 2021 på Cphbusiness.

15. januar 2021

Når Jesper Thisted Larsen underviser, er det altid med en særlig gnist og et stort engagement. Derfor lå der indstillinger fra ikke mindre end fem studerende og et helt hold, der pegede på Jesper Thisted Larsen som modtager af Undervisningsprisen 2021 på Cphbusiness.

- Jeg er virkelig stolt over det. Og rørt også, sagde Jesper Thisted Larsen, da han til et videomøde tidligt på dagen blev overrasket af Cphbusiness’ samlede direktion.

I alt seks undervisere var nomineret til prisen på Cphbusiness i år. Alle havde de modtaget velbegrundede indstillinger fra studerende og kollegaer, men det var alligevel en enig jury, der pegede på Jesper Thisted Larsen som Cphbusiness’ kandidat til den nationale pris.


Læs mere om Jesper Thisted Larsen – og de andre nominerede – her: Underviserportrætter


Dyster om 500.000 kroner

Med titlen som vinder af Undervisningsprisen 2021 på Cphbusiness indgår Jesper Thisted Larsen i puljen af finalister til den nationale pris.

Alle landets erhvervsakademier finder hver deres kandidat, og i begyndelsen af 2021 finder erhvervsakademisektoren den ene vinder, som modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets pris og dermed en samlet præmiesum på 500.000 kroner.

Adjunkt Per Reeslev fra Cphbusiness vandt sidste år den nationale pris – den første, der blev uddelt.


Læs også: Per Reeslev vinder undervisningsprisen 2020


Læs mere om undervisningsprisen hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Stort tillykke til Jesper Thisted Larsen!