Uddannelsen Innovation and Entrepreneurship boostede Irinas netværk

Som 19-årig flyttede Irina fra Moldova til Danmark næsten uden penge. Seks år efter har hun skabt et værdifuldt netværk og er ved at bygge sin egen startup, og hun har lært dansk og vil gerne blive i Danmark.

07. juni 2019

I 2013 flyttede Irina Dicusara til Danmark fra Moldova med stort set ingen penge. Siden da har hun lært dansk og købt et hus. Derudover har hun travlt med at skabe basen for sin fremtid i Danmark gennem et omfattende forretningsnetværk, og planen er snart at lancere sin egen startup.

I dag studerer hun på professionsbacheloruddannelsen Innovation and Entrepreneurship på Cphbusiness. Uddannelsen er blevet udgangspunktet for et værdifuldt netværk i Danmark, fortæller Irina Dicusara:

- Jeg lærte, at det ikke er nok at have en god forretningsidé. Du skal også have et godt netværk, og det motiverede Innovation and Entrepreneurship-uddannelsen mig virkeligt til at gøre noget ved.

Havde 700 kroner

Irina Dicusara kom til Danmark, da hun var 19 år. Hun havde taget en 50 timer lang bustur fra Chișinău, Moldovas hovedstad, til København. Alt, hvad hun havde, var 700 kroner, men hun var opsat på at skabe en fremtid i Danmark.

- Jeg har altid vidst, at jeg ville flytte til et land med flere muligheder end Moldova. Jeg valgte Danmark, for da jeg repræsenterede Moldova til et karatemesterskab, kunne jeg virkeligt godt lide det danske hold. Flere år før jeg flyttede, sagde jeg til mig selv, at Danmark ville være det land med muligheder, hvor jeg gerne ville skabe mig en fremtid.

Tog to jobs og lærte dansk

Dagen efter ankomsten til København begyndte Irina Dicusara at lede efter arbejde. Hun begyndte at gå med aviser, og derefter havde hun to fuldtidsjobs, hvor hun arbejdede på lager og med rengøring.

Det var afgørende for hende at tjene sine egne penge, fortæller hun:

- Jeg vidste, at jeg ville blive i Danmark og tjene pengene til at købe mit eget sted. Samtidig tog jeg danskundervisning, selvom det var meget svært.

Efter et års arbejde begyndte hun i 2014 at studere på erhvervsakademiuddannelsen serviceøkonom på Cphbusiness. Efter at have færdiggjort uddannelsen arbejdede hun i to år. I sommeren 2018 begyndte hun så på professionsbacheloruddannelsen Innovation and Entrepreneurship på Cphbusiness.

- Jeg kan virkeligt godt lide den praktiske tilgang på uddannelsen med rigtige eksempler fra virksomheder, hvor jeg kan bruge værktøjerne med det samme på arbejdsmarkedet.

Kontaktede 200 personer

Da Irina Dicusara kom til Danmark, begyndte hun at opbygge sit netværk. Til at starte med bestod det mest af studerende på hendes egen alder og mange fra Østeuropa. Men efter at være blevet optaget på Innovation and Entrepreneurship-uddannelsen ændrede det sig.

Først spurgte hun en af sine undervisere, om hun måtte tage kontakt til personer med inspirerende karrierer i hans netværk gennem LinkedIn. I november 2018 skrev hun så til 100 kvinder og 100 mænd. Hendes mål var at få svar fra 20 personer, men hun endte med at få svar fra mere end 30 personer - og selvom de havde travlt og ikke kendte hende på forhånd, ville de gerne mødes med hende.

- Jeg har fået meget ud af mit netværk. To af dem ville gerne være mine mentorer i et år. De er til rådighed til møder, samtaler og deling af forretningsidéer. Alt det var kun en besked væk. Jeg arrangerede endda en tur til Moldova for en af dem, siger Irina Dicusara.

Hun har formået at opbygge et stærkt netværk af personer med færdigheder inden for markedsføring, PR og journalistik. Hun bruger blandt andet netværket til at få gode råd og er opsat på at udvide det endnu mere.

Egen startup og en dansk fremtid

I øjeblikket er Irina Dicusara i gang med at udvikle sin egen startup - en konsulentvirksomhed for personer, der har brug for hjælp til at indrapportere deres skat. Professionsbacheloruddannelsen Innovation and Entrepreneurship på Cphbusiness er en god platform at skabe en virksomhed ud fra, og hun bruger input fra sit nye netværk i den proces.

- Jeg vil hjælpe folk med rigtigt at forstå skattesystemet, især folk med sprogbarrierer. Det kunne jeg godt selv have haft brug for, da jeg kom til et nyt land. Min store drøm er at hjælpe folk med at forstå kompleks information om skat, siger Irina Dicusara, der helt sikkert vil blive i Danmark.

For nyligt har hun købt en ny bil og et hus, og hun er begejstret for fremtiden i Danmark:

- Jeg er taknemmelig for, hvor meget det her land har tilbudt mig, og jeg vil gerne give noget tilbage. Ud over at genbruge, betale skat og være en god borger var den lille ting, som jeg kunne gøre, at lære sproget.

Læs mere om professionsbacheloruddannelsen i innovation og entreprenurship på cphbusiness.dk her: Innovation og entreprenurship.