Studerendes løsninger skal styrke Merkur Andelskasse

158 studerende fra finansbacheloruddannelsen på Cphbusiness har budt ind med idéer til at løfte Merkur Andelskasses forretning gennem fx flere bæredygtige initiativer og øget loyalitet.

21. juni 2019

158 studerende fra professionsbacheloruddannelsen finansbachelor på Cphbusiness har i to uger arbejdet med at løse det danske pengeinstitut Merkur Andelskasses (Merkur) største udfordringer i Case Competition 2019 - og de studerende har opnået et flot resultatet, fortæller direktør Lars Pehrson fra Merkur.

- Det er nogle rigtigt gode løsninger, og det var superspændende og sjovt at se de studerendes præsentationer. De studerende rammer rigtigt godt og har en høj grad af forståelse for vores virksomhed. Der har de gjort et godt arbejde, og forløbet har været en enormt fin oplevelse for os, siger han.

Merkur har en bæredygtig profil, og virksomhedens største ambition er at mindske kundefrafaldet, fordi det er for stort, fortæller adjunkt Per Reeslev fra Cphbusiness.

Et rabatordningsunivers til fordel for Merkurs andelshavere være med til at opfylde den ambition. Det mener studerende Simone Malm, Alexandra Kimberly Barnkob, Emma Krøll Døj og Pernille Møller Reinholdt fra finansbacheloruddannelsen, og deres løsning er så god, at de vandt casekonkurrencen.

- Idéen med at lave et community af andelshavere spiller rigtigt godt ind i det, som vi gerne vil: Vi vil lave en relationsbaseret bank med langsigtede relationer til vores kunder. De er også medejere, og derfor skal de opleve, at de er noget specielt. Så det er rigtigt godt tænkt, siger direktør Lars Pehrson.

I deres løsning fokuserer de studerende på at løfte Merkur ved at give andelskassens andelshavere en række fordele - fx rabatter i butikker gennem et andelskort.

Megafedt og en milepæl

De studerende fra Cphbusiness har fået flere ting ud af opgaven med at hjælpe Merkur og forbedre andelskassens forretningsmodel.

- Det er megafedt, fordi vi bruger det faglige, som vi lærer, men vi får også lov til at tænke ud af boksen og bruge det på en praksisnær facon, siger Simone Malm.

Sammen med Alexandra Kimberly Barnkob, Emma Krøll Døj og Pernille Møller Reinholdt indgik hun i en af otte grupper, der fremlagde for Merkur og de andre studerende i finalen hos fagforbundet Finansforbundet i København, før de kunne lade sig hylde som vindere.

Merkur belønnede vindergruppen med 15.000 kroner, gruppen på andenpladsen fik 10.000 kroner, og den tredjebedste gruppe studerende snuppede 5.000 kroner.

- Det er lidt en milepæl i ens liv. Der er ingen af os, som har fremlagt foran så mange mennesker før, og det var i sig selv grænseoverskridende, siger Emma Krøll Døj.

- Vi har lært rigtigt meget om de virksomheder og brancher, som vi kan komme ud i, fortæller Alexandra Kimberly Barnkob.

Det er tredje år i træk, at Økonomi og Finans på Cphbusiness gennemfører Case Competition for studerende fra finansbacheloruddannelsen og en strategisk samarbejdspartner fra finanssektoren.

Adjunkt Per Reeslev har været med til at skabe forløbet, hvor de studerende skal indsamle viden om en virksomhed i den finansielle sektor og virksomhedens strategi - og ud fra det komme med en ny og kreativ idé, der løser et problem for virksomheden.

Forløbet gik rigtigt fint, mener han:

- Specielt med hensyn til loyalitetsudfordringen var de studerende gode, men de kom også med gode forslag til, hvordan Merkur kan få kunderne til at investere pengene i stedet for at have dem stående på indlånskontoen. De kom også med fine forslag til, hvordan Merkur kan øge kundetilfredsheden ved at binde kunderne tættere til sig og dermed mindske frafaldet blandt kunderne.

Motiverer og giver helhedsopfattelse

Formålet med forløbet er, at de studerende skal vise, at de er i stand til at anvende relevante teorier og modeller fra undervisningen på Cphbusiness i praksis.

- Casekonkurrencer giver de studerende en helhedsopfattelse, så de kan sige: Alle de fag, jeg har haft, kan jeg nu kombinere til en forretningsmodel og gå ind og komme med forslag til forbedringer. Det synes jeg er væsentligt, for ellers opfatter de ofte fagene enkeltvis. Her kobler vi det hele sammen, siger Per Reeslev.

Det kan de studerende fra finansbacheloruddannelsen genkende.

- Vi har kunnet bruge alle de fag, som vi har haft. Både markedsføring, præsentationsteknik og projektledelse. Det hele har spillet ind, siger Emma Krøll Døj.

Per Reeslev fremhæver de studerendes gode energi og høje motivation i arbejdet med at løse udfordringer for Merkur.

- Vi kan mærke, at så snart der er en konkret virksomhed bag, så stiger motivationen. Derfor var der nogle rigtigt gode løsningsforslag, og generelt må vi sige, at motivationen var i top, fordi de studerende kan se, at de kan bruge det, som de har lært. Pludselig er der noget andet på spil, siger han.

Skal overbevise Merkurs ledelse

De tre bedste grupper fra finansbacheloruddannelsen på Cphbusiness skal nu fremlægge deres løsninger for andelskassens samlede ledelse.

- Vi var her sat på den vanskelige opgave at skulle vælge tre grupper, men de andre studerende havde absolut også noget at byde på. Den energi, begejstring og arbejdsindsats, der ligger bag, var meget fin, og det var en god oplevelse for os, siger Lars Pehrson, Merkurs direktør.

Han er åben for, at virksomheden går videre med en eller flere af de studerendes idéer:

- Jeg vil ikke love, at vi bruger de studerendes løsninger en-til-en, og at det bliver i overmorgen. Men jeg er ret sikker på, at vi kommer til at kigge nøjere på løsningerne, og jeg kan sagtens forestille mig, at vi kommer til at implementere noget af det. Det er vores tilgang og intention. Det er ikke bare for sjov, og sådan oplever jeg også, at de studerende er gået til det. De har vel en forventning om, at deres idéer bliver taget seriøst, og det er bestemt det, som vi vil gøre.

Bæredygtighed er hot

Per Reeslev fortæller, at en af fordelene ved at arbejde med Merkur er, at der er nogle helt klare problemstillinger, som de studerende kan løse.

Det er dog kun en af årsagerne til samarbejdet mellem Cphbusiness og Merkur, siger Bo Steen Larsen, områdechef for Økonomi og Finans på Cphbusiness:

- Bæredygtighed er et hot emne i den finansielle sektor, så det glæder mig rigtigt meget, at vi har fokus på det område. For os er det vigtigt, at de studerende får lov til at snuse til virkeligheden hele vejen gennem deres uddannelse, og med casekonkurrencer som den her får de et godt indblik i, hvad det er for en sektor, de er på vej ud i.

Læs mere om professionsbacheloruddannelsen finansbachelor på cphbusiness.dk her: Finansbachelor.


Læs også: 125 studerende fornyede reklameformat og Studerende fra finansbachelor forbedrer Jeudans forretning