Tidligere inkubator-virksomhed arrangerer masterclass

Virksomheden STATUM, der er blevet udviklet i iværksætterfællesskabet Inkubatoren på Cphbusiness, har sammen med otte virksomheder delt deres erfaringer med studerende i et marketing masterclass-forløb.

22. december 2017

- Jeg ville gerne have en god praktikplads og syntes, at forløbet bød på nogle interessante og store virksomheder. Forløbet har bidraget til at sikre mig en praktikplads, siger Paw Svendsen, der går på markedsføringsøkonomuddannelsen på Cphbusiness.

Han er en af de 30 studerende, der har deltaget i et marketing masterclass-forløb over to måneder uden for den obligatoriske undervisning på Cphbusiness. I løbet af de to måneder har otte virksomheder givet deltagerne indblik i otte temaer inden for digital markedsføring.

De 30 deltagere blev valgt, fordi de udmærkede sig på talent, personlighed og vilje.

- Inden jeg fik praktikpladsen, fortalte jeg praktikvirksomheden, at jeg havde tilmeldt mig og deltog i det her forløb, og det opfattede virksomheden som et udtryk for at være dedikeret, fortæller Paw Svendsen.

Mere konkret erfaring

Bag forløbet står rekrutteringsvirksomheden STATUM, der har været en del af iværksætterfællesskabet Inkubatoren på Cphbusiness.

- Vi ville gerne give de studerende mere konkret hands-on-erfaring med digital marketing. For eksempel at sætte en kampagne op i MailChimp eller at se en Facebook-reklame bagved. Vi fokuserer på det helt konkrete i digital marketing inden for forskellige emner, hvor man sidder ved computeren og lærer det, siger Project Manager Michelle Nygaard Sørensen fra STATUM, der består af blandt andre dimittender og studerende fra Cphbusiness.

Får noget ekstra

- Formålet med forløbet var, at de studerende skulle komme i praktik hos en af de deltagende virksomheder eller få nogle kompetencer, der gjorde dem mere attraktive som praktikanter generelt og på arbejdsmarkedet efter studiet. Fordi de har noget ekstra sammenlignet med deres medstuderende, fortæller Michelle Nygaard Sørensen, der læser på professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring.

Blandt andet virksomhederne GoMore og Trustpilot har givet de 30 studerende fra Cphbusiness dybere indsigt i digital markedsføring.

- Jeg synes, at e-mail-marketing og Facebook-marketing har været det mest interessante, fordi vi er kommet ind bagved på et område, hvor jeg selv er forbruger. Det har for eksempel været spændende at få nogle tal på, hvordan det påvirker folk, siger Paw Svendsen.

Bedre rustet til arbejdsmarkedet

For STATUM har det været vigtigt, at de studerende kan bruge indholdet fra marketing masterclass-forløbet på deres vej mod et job i erhvervslivet.

- Vi håber, at de studerende har fået en bedre idé om, hvad der venter dem, hvad man kan gå i dybden med inden for digital marketing, og at de har fået nogle værktøjer, så de er bedre rustede til deres praktikperiode og måske kan få en ansættelse ud af det, fortæller Michelle Nygaard Sørensen. Hun har selv været i praktik i STATUM.

For Paw Svendsen har det at deltage frivilligt i forløbet hjulpet ham til en praktikplads og givet ham ny viden og inspiration.

- Nu kender jeg til flere ting inden for marketing, som jeg uden at være ekspert i kan tale med om og ved, hvad gør. Det har givet mig et større indblik i, hvad jeg gerne vil, siger Paw Svendsen.

Otte temaer og virksomheder

De otte workshop-emner og virksomheder i STATUM Marketing Programme var:

  • Talentudvikling med Iris Engelund - Sæt dit talent i spil
  • SEO med MindRocket
  • E-mail-marketing med Ackermann Kommunikation
  • LinkedIn med Morten Vium
  • Facebook-marketing med PL & Partners
  • Podcasts med Leon Birdi
  • Branding med GoMore
  • PR med Trustpilot

Læs mere om markedsføringsøkonomuddannelsen på cphbusiness.dk her: Markedsføringsøkonom og professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring på cphbusiness.dk her: International handel og markedsføring.