Verdens bedste kreative iværksættere besøger Cphbusiness

Iværksættere fra mere end 60 lande besøger Cphbusiness Lyngby til en bootcamp for at skærpe deres præsentationer før finalen i den globale Creative Business Cup.

08. november 2017

Den 13. og 14. november 2017 åbner Cphbusiness Lyngby dørene for iværksætterteams fra mere end 60 lande, der alle er rejst til Lyngby for at forberede sig til at deltage i dette års Creative Business Cup - verdensmesterskaberne for kreative iværksættere.

Cphbusiness Lyngby - i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Vidensby - er i år vært for samtlige Creative Business Cup-deltagere i to dage til en intensiv bootcamp. Her får iværksætterne mulighed for at arbejde med pitchtræning, forretningsudvikling og præsentationsteknik før årets finale.

- Cphbusiness' særkende er vores stærke relationer til og samarbejde med erhvervslivet - lige fra start-ups til større virksomheder. Og det er helt essentielt, at vores studerende oplever det i løbet af deres studietid, siger Michael Huss Svejstrup, områdechef for Innovation og Entreprenørskab på Cphbusiness og fortsætter:

- Derfor er vi særligt glade for at kunne invitere Creative Business Cups mange deltagere indenfor til inspiration og gavn for vores danske og internationale studerende og undervisere.

Internationale mentorer med global erfaring

Til at guide iværksætterne gennem de to dages træning er der sammensat et team af mentorer med internationale profiler og erfaring med at skalere til globale markeder. Teamet består af:

  • Henrik Scheel, iværksætter, der til daglig bor i Silicon Valley og kører træningsprogrammer for iværksættere fra hele verden (Danmark)
  • Nicolette Chinomona, professionel forretningscoach (Botswana)
  • Siripong Jungthawan, co-founder og LEAN Startup-evangelist (Thailand)
  • Kiran Maverick, founder af The August Fest og The Angel Hub (Belgien/Indien)
  • Kenneth Agerholm, CEO og co-founder af Agerholm:Consult (Danmark)

Med Henrik Scheel i spidsen sørger de for, at iværksætterne bliver klædt godt på under bootcampen på Cphbusiness Lyngby til at deltage i finalen i årets Creative Business Cup.

Vidensby med fokus på entreprenørskab

I samarbejde med Cphbusiness og Lyngby-Taarbæk Vidensby får en række lokale virksomheder og iværksættere mulighed for at deltage i dele af bootcampen. Her kan de møde nogle af verdens bedste kreative iværksættere og skabe nye forretningsforbindelser, der rækker lang ud over Danmarks grænser.

Rasmus Wiinstedt Tscherning, direktør for Creative Business Cup, er begejstret for lokationen for den internationale bootcamp og det kommende samarbejde med dette års vært.

- I planlægningen af vores store event var det oplagt at kigge mod Lyngby, som jo profilerer sig som regionens førende vidensby, blandt andet med fokus på entreprenørskab. Vi ser derfor frem til nogle spændende dage på Cphbusiness' campus i det centrale Lyngby og mødet med det lokale iværksættermiljø, siger han.

Mød iværksætterne og hør om idéerne

Mandag den 13. november 2017 klokken 16.00 kan du møde deltagerne i Creative Business Cup og høre dem fortælle om deres forretningsidéer.

Du kan også:

  • Opleve Cphbusiness' inkubatormiljø, hvor studerende arbejder med deres egne virksomheder
  • Få en snak med studerende og undervisere fra erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne i Lyngby om projekter inden for iværksætteri og IT
  • Høre om mulighederne for et praktikforløb med en studerende fra Cphbusiness
  • Høre om Cphbusiness' udvalg på efter- og videreuddannelsesområdet
  • Opleve Asger Steenholdt fra Big Fat Snake

Det foregår på Cphbusiness Lyngby, Nørgaardsvej 30 i Lyngby fra klokken 16.00 til 19.00.

Alle er velkomne.

Fakta: Creative Business Cup

Formålet med Creative Business Cup er at styrke kreative iværksætteres forretningsmæssige kompetencer.

Finalen i Creative Business Cup løber af stablen i København den 15. og 16. november.