Amerikansk underviser genfinder sine rødder

05. november 2015

Der er blevet talt mere engelsk end sædvanligt ved frokostbordet på Cphbusiness City på det seneste. De seneste ti uger har afdelingen nemlig haft besøg af Carol Jensen, der gæster Danmark og Cphbusiness som en del af Fulbrigt Scholarship-programmet - et udvekslingsprogram mellem USA og resten af verden for undervisere og studerende. I år er der fem professorer og otte studerende placeret rundt omkring på danske uddannelsesinstitutioner.

Danske rødder

Selvom efternavnet antyder danske aner, så foregår den daglige dialog med studerende og kolleger på Cphbusiness på engelsk. Carol Jensen kommer nemlig fra Californien, hvor hun er født og opvokset som datter af danske emigranter.

Cphbusiness var det eneste rigtige valg

Som hun selv beskriver det, så krævede det ikke den store betænkningstid, da destinationen til hendes Fulbrigh program skulle findes, og Cphbusiness var et perfekt match for hendes kvalifikationer.

- Det eneste jeg kunne forholde mig til var Danmark. Jeg er jo dansk. Så jeg undersøgte markedet og fandt frem til Cphbusiness, som havde et undervisningsforløb, der krævede undervisning på engelsk. I efterspurgte en MBA-uddannet og en som havde erfaring med små virksomheder og innovation. Det stod skrevet i stjernerne.

Og ifølge Carol Jensen så har opholdet på Cphbusiness indtil videre til fulde levet op til hendes forventninger.

- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har nydt at undervise så meget, som jeg har nydt det her, fortæller den amerikanske underviser, der giver de studerende en stor del af æren for den positive oplevelse.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har nydt at undervise så meget, som jeg har nydt det her.

Carol Jensen.

- De studerende er fantastiske. De møder til tiden, stiller spørgsmål og følger med i timerne. Du får følelsen af, at du underviser mennesker med livserfaring, der har styr på tingene.

Bedre forudsætninger for danske unge

Og spørg man Carol Jensen, så er en del af forklaringen, at de unge, der starter på en erhvervsakademiuddannelse i Danmark, har bedre akademiske forudsætninger sammenlignet med unge i USA.

- En studentereksamen svarer til mere end highschool. Det er ligesom highschool plus.

Også for unge entreprenører, der vil starte egen virksomhed, er der bedre muligheder i Danmark sammenlignet med USA, mener Carol Jensen.

- Man har en fordel som en entreprenant studerende i Danmark. For det første, så er din uddannelse gratis. For det andet så får man SU, man får altså penge for at gå i skole. Man har adgang til en inkubator med dedikerede undervisere og mulighed for et studiejob. Man har penge, så man behøver ikke bekymre dig. Resten er bare dansk hjernekraft.

Når tiden en gang kommer til at udvide forretningen ud over Danmarks grænser, så opfordrer hun de danske, unge iværksættere til at kigge mod vest og det amerikanske marked.

- Jeg ville nok tage et forstørrelsesglas og kigge lidt nærmere på det amerikanske marked. Det betyder ikke, at man er nødt til at flytte til USA, overhovedet ikke. Der er stor bevidsthed omkring danske varer, der trækker tråde tilbage til dansk skinke og Lurpak, siger Carol Jensen.

Carol Jensen’s CV

Efter en lang erhvervskarriere inden for bl.a. vindmølleindustrien, ejendomshandel og økonomisk afvikling af virksomheder skiftede fokus til undervisning – først på deltid og senere på fuld tid. I dag er det blevet til mere end 20 år som underviser i forskellige emner inden for økonomi og finans - primært på lokale community colleges i Californien. Ved siden af undervisningen arbejder Carol Jensen med mindre virksomheder og entreprenører og giver gode råd og vejledning i økonomiske spørgsmål omkring det at starte egen virksomhed.