Delegation fra Ghana på Cphbusiness

Det var ledelsen af et af Ghanas største universiteter med over 15.000 studerende, der besøgte Cphbusiness Lyngby og Cphbusiness Laboratorie og Miljø fredag den 4. september.

10. september 2015

Cphbusiness har i de senere år udvidet samarbejdet med University of Cape Coast, der ligger i det sydlige Ghana ud til kysten. Sidste år tog 30 studerende fra uddannelsen innovation og entrepreneurship af sted til landet, og til næste år planlægger Cphbusiness også en studietur for andre uddannelser ud over udveksling af både undervisere og studerende på semesterophold og samarbejde danske og ghanesiske studerende imellem om bl.a. idéer til startup-virksomheder.

- Vi har i de senere år udvidet vores universitetsnetværk til også at dække lande i Sydamerika og Afrika foruden de europæiske, nordamerikanske og asiatiske lande, vi har samarbejdet med indtil nu, siger Hanne Thuesen fra det internationale kontor på Cphbusiness.

Ghana er interessant

Det er ikke tilfældigt, at det netop er et universitet i Ghana, Cphbusiness udvider samarbejdet med.

Ghana er engelsksproget, midt i en voldsom økonomisk vækst, der har ført landet ind i mellemindkomstgruppen, relativt sikkert med mindre korruption end andre afrikanske lande, og så har Danida i mange år prioriteret landet, der har tætte historiske forbindelser til Danmark, forklarer Hanne Thuesen.

Foto: Rosemond Boohene er professor på University of Cape Coast og ekspert i entreprenørskab. Her giver hun de danske og internationale studerende på Cphbusiness en introduktion til Ghana og til universitetet. Foto: Cphbusiness.