Studerende hjælper Lyngby Storcenter

Uge 4, 2015 stod i de gode idéers tegn, da Cphbusiness og Lyngby Storcenter gik sammen om projekt for over 300 studerende.

24. februar 2015

 

Mandag den 19. januar sad 1. semesterstuderende fra Cphbusiness Lyngby musestille i Kulturhusets store sal i Lyngby.

På scenen stod Torben Schwabe, direktør for Lyngby Storcenter. Han tegnede et billede af fremtidens udfordringer for branchen. Billedet var ikke dystert, men udfordringerne var til at tage at føle på.

Netbutikker er direkte konkurrenter og shoppingcentre ligeså – også selvom de ikke ligger rundt om hjørnet.

Opgaven for den næste uge blev ridset op for de over studerende; kom med en innovativ forretningsidé, der giver en konkurrencemæssig fordel for Lyngby Storcenter, hvis den implementeres. En forretningsidé, der hænger sammen økonomisk, skaber værdi for Lyngby Storcenter og de besøgende, har en positiv indflydelse på nærområdet og gør brug af digitale muligheder.

Er internettet, mobiltelefonen og nethandel en trussel eller en mulighed for Lyngby Storcenter? Det er i hvert fald en vigtig faktor, gjorde direktør Torben Schwabe det klart for de studerende.

- Jeg gik derfra mandag med en superfed fornemmelse i maven, men jeg blev alligevel overrasket. Man kunne have frygtet, at præsentationer var båret af showmanship, men alle fem grupper havde masser af indhold, sagde Torben Schwabe efter kåringen af vindergruppen fredag eftermiddag.

Ny pædagogik gavner det lokale erhvervsliv

Da de studerende gik fra Kulturhuset mandag formiddag, stod de foran en uge med hårdt arbejde og en uge med samarbejde på tværs af fagligheder. Grupperne blev sammensat på tværs af alle erhvervsakademiuddannelserne på Cphbusiness Lyngby og blev således hver især et stærkt team med viden inden for markedsføring, programmering, design, regnskab og meget mere.

Det er kompetencer, der kommer det lokale erhvervsliv til gode gennem konkurrencer som denne, hvor Lyngby Storcenter får del i den idérigdom de studerende producerer.

Det er første gang, Cphbusiness kombinerer studerende fra forskellige uddannelser i så stor skala, og resultatet skuffer ikke direktøren i Lyngby Storcenter.

- Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville få noget tilbage i denne her kvalitet og kaliber, som jeg har fået i dag, sagde Torben Schwabe kort efter vinderne blev fundet.

Vi går all-in

Fredag eftermiddag står fem grupper på scenen én efter én i Lyngby Kulturhus. De er alle gået videre fra de indledende runder tidligere på dagen og bliver nu råbt op umiddelbart inden, de hver især skal præsentere. Alle grupperne har scoret masser point hos juryen, men det er et vidtgående koncept, der løber af med sejren.

- Vi er blevet et oplevelsessamfund. Det er ikke længere nok, at du bare kan gå ned i en butik og købe et stykke tøj. Det meget nemmere at købe tøjet på nettet, så vi skal simpelthen gøre noget ekstraordinært, internettet ikke kan hamle op med, siger Isabella Capobianco, der sammen med Sandra Beenfeldt og Erina Nakato udgør vindergruppen.

Konceptet er, at Lyngby Storcenter ikke bare skal være et shoppingcenter, men derimod et såkaldt MultiMall, hvor oplevelserne er i fokus. Der skal være temazoner, væggene skal nogen steder være skærme fra gulv til loft, som giver følelsen af at stå på en bjergtop, og meget mere. Det skal være noget, der ikke bare kan kopieres - og det er ambitiøst.

- Vi lagde ud i mandags med at tænke, at det nok var for vildt. Men så tænkte vi: Nej, vi går all-in, siger Sandra Beenfeldt og Isabella Capobianco fortsætter:

- Det var alting eller ingenting. Det skal være værd at køre fra hele Nordsjælland for, siger hun.

Og selvom konceptet er en stor omvæltning, mener Torben Schwabe, at idéen er rigtig set.

- Jeg tror, at deres vision for fremtiden vil blive hverdag inden for fem til ti år. Og jeg tror ikke, der bliver bygget én eneste ny stor detailshandelsforretning som et shoppingcenter eller et stormagasin uden at lige nøjagtig den teknologi, de påpegede, vil være en del af det, siger han.

Fokuserede løsninger

De fem finalegrupper havde alle løsninger, der inddragede digitale trends. Hvad enten det var personlige shoppingassistenter i app-form, ruteplanlægning, interaktivt shoppingcenter eller skjulte tilbud, der kun dukkede op, når man gik rundt med telefonen i Lyngby Storcenter.

Det lyder måske flyvsk og fokuseret på teknologi for teknologiens skyld, men det var ikke tilfældet, fortæller direktøren.

- De forslag, der kom, var utrolig konkrete og pegede alligevel fremad. De evnede alle at holde fokuset på kunden, men fik det klædt på med ny teknologi, siger Torben Schwabe.

- De forslag, der kom, var utrolig konkrete og pegede alligevel fremad. De evnede alle at holde fokuset på kunden, men fik det klædt på med ny teknologi.

Torben Schwabe, direktør for Lyngby Storcenter

Cphbusiness og erhvervslivet

 

Cphbusiness har altid haft stærke bånd til erhvervslivet og arbejder konstant for at styrke dem. Det sker blandt andet gennem praktik, afgangsprojekter, aftagerundersøgelser og uddannelsesnetværk, men også gennem casekonkurrencer som denne.

Cphbusiness er sat i verden for at bidrage til væksten i det danske samfund, og i en casekonkurrence som denne, er det et af målene.

- Det er bestemt ikke sidste gang, vi på Cphbusiness gennemfører casekonkurrencer i samarbejde med erhvervslivet. Det er vores vurdering, at både de studerende, underviserne og ikke mindst erhvervslivet får et meget stort udbytte, siger Jan-Christian Haxthausen, der er projektleder på casekonkurrencen og adjunkt på Cphbusiness.

Når det er en rigtig virksomhed og en rigtig problemstilling, så lærer de studerende på en anden måde, forklarer han.

- De skal tænke ud af boksen og får mulighed for at levere løsninger, som virksomheden ikke selv har tænkt på. De får brugt teorier på en praktisk problemstilling, og i et projekt, som dette, får de også mulighed for at arbejde sammen på tværs af deres fagligheder, siger Jan-Christian Haxthausen.

Direktør i Lyngby Storcenter, Torben Schwabe, overrækker præmien til vindergruppen, der foruden Isabella Capobianco(midt) og Sandra Beenfeldt(th.) bestod af Erina Nakato, som ikke kunne være til stede.