Studerende indtager Bornholm

To studerende drog til hjemøen for at fortælle om studielivet i København.

25. april 2014

I uge 15 havde Mathias Jakobsen, som læser til finansøkonom på Cphbusiness Lyngby, og hans kammerat Nicolai Hansen, som læser økonomi på Københavns Universitet, besluttet sig for at drage til hjemøen Bornholm, for at fortælle eleverne på deres gamle skole om livet som studerende i Hovedstaden.

“Da jeg skulle starte på Cphbusiness, boede jeg på Bornholm, og det var ret stort at skulle flytte fra øen til København, alene og uden vennerne. Men der er ingen videregående uddannelser inden for økonomi på Bornholm, så jeg skulle jo flytte. Jeg er sikker på, at mange andre elever på HHX på Campus Bornholm også er i den situation”, fortæller Mathias.

Mathias og Nicolai er begge meget engagerede i at få folk i uddannelse, og de arrangerede derfor et besøg på Campus Bornholm, hvor de holdt foredrag for ca. 300 elever om, hvordan det er at flytte til København, og om livet som studerende på Cphbusiness og på Københavns Universitet.

“Oplægget gik rigtig godt, og Campus Bornholm var meget tilfredse. De sagde at de sagtens kunne finde på at invitere os igen”, fortæller Mathias om turen.