Igen i år: rekordoptag

Cphbusiness optager i 2013 12 pct. flere studerende end sidste år, og antallet af ansøgninger er steget med 18 pct.

11. juli 2013

De endelige optagelsestal er nu gjort op og viser en stigning i antallet af kommende studerende på Cphbusiness’ afdelinger i København, Valby, Lyngby og Hillerød.

I alt 1.988 studerende optages på Cphbusiness gennem Den Koordinerende Tilmelding i 2013 mod 1770 i 2012.

Antallet af ansøgninger er samtidig steget til 8.051 i 2013 mod 6.572 i 2012.

Ny uddannelse 

56 studerende er blevet optaget på uddannelsen til financial controller, der er ny ved Cphbusiness. Til uddannelsen kom der 121 ansøgninger, hvoraf 36 havde Financial Controller som førsteprioritet.

Adgangskvotient

Af de 19 uddannelser i KOT 2013 kræver de 11 en adgangsgivende kvotient, gennemsnitlig 6,0.

Af de 18 uddannelser i KOT 2012 krævede de 14 en adgangsgivende kvotient, gennemsnitlig 4,98.

Stigning på professionsbacheloroverbygning 

Studerende på professionsbacheloroverbygningerne optages uden om Den Koordinerede Tilmelding. Også her oplever Cphbusiness en stigning.

I 2013 optager erhvervsakademiet 490 studerende mod 427 i 2012.