Udlandsophold i Kina

Lørdag den 2. marts 2013 - dag 1: Efter en meget lang arbejdsdag i Lyngby og en alt for kort middag med vores koner, mødes vi i Kastrup lufthavn klokken halv otte om aftenen. SK 995 afgår planmæssigt klokken 21:05. Der er ni timers flyvetid til Beijing, vi får sovet fire-fem af dem, vi er ved at blive garvede.

Rejsen herover er ganske besværlig. Selv om vi valgte at flyve hele vejen, blev det til knap 24 timers rejse, og dette på trods af at alt gik glat. Det skal dog siges, at der var næsten seks en halv times transfertid i Beijing lufthavn.

Alternativet til at flyve hele vejen er at tage toget fra Beijing til Changchun. Det tager ikke nævneværdigt længere tid, men det er ikke helt ukompliceret at købe togbilletter i Kina, og ventetid i Beijings supermoderne lufthavn er trods alt mere komfortabelt end at transportere sig selv og baggage med to metroer til hovedbanegården i Beijing; der ligger ellers en lille hyggelig restaurant her, vi kan anbefale.

Lufthansbillede: Der er stadig smog i Beijing, det giver flotte solnedgange

Tingene ændrer sig hurtigt i Kina, må vi konstatere. Gennem de fem år, vi er kommet her, er vi aldrig blevet ’snydt’ i en taxa i Changchun (det er helt anderledes i Beijing), det skete denne gang, men vi var helt bevidste om det, og det var alle pengene værd!

Vi ankom til Changchun lufthavn og valgte efter råd fra Mr. Young – vores tætteste samarbejdspartner her – at tage lufthavnsbussen til byen. Bussen så moderne og ganske komfortabel ud. Det var den ikke, det frøs over tyve grader udenfor, bussen var ikke opvarmet, og vi måtte vente over en halv time, før den kørte.

Her havde Kina ikke ændret sig en tøddel de sidste 100 år, for det var komplet umuligt at finde ud af, hvilken af de to buslinjer, vi skulle tage, vi kunne jo bare selv læse hvad, der stod på bussen! Hvor dum har man lov til at være?

Vi måtte tage chancen og valgte “random” den ene. Det betød, at vi de næste 40 minutter forsøgte at finde ud af, hvor vi var, og om vi skulle stå af, ved at fjerne isen fra ruden og spejde efter noget, vi kendte. Det er sin sag i en millionby, der stort set er bygget på de sidste 40 år, alt ser ens ud om natten i snevejr gennem en tilfrosset rude. Det lykkedes heller ikke, men vi havde bogstaveligt talt is i røven og valgte at stå af da, de sidste stod af bussen.

Her var der en meget ’emsig’ taxachauffør, som hjalp os med at få kufferterne ud af bussen og ind i sin taxa. Den form for hjælpsomhed er et sikkert tegn på, at der er ugler i mosen, men bevidstheden om at kunne stå i tyve graders kulde uden en taxa, fik os til synkront at lade os tage ved næsen. Naturligvis slog han ikke taxameteret til, men viste i stedet 50 på mobilen for at fortælle, at han skulle have 50 Yan for køreturen. Det var alt for meget, turen skulle have kostet en fjerdedel, men vi var trætte og kolde og smilede blot til hinanden og accepterede, at vi for en gangs skyld – desværre – bidrog til fordærvelse af et ellers ekstremt ærligt nordkinesisk forretningsliv. Heldigvis valgte chaufføren ikke at køre en omvej for at sandsynliggøre prisen, han kørte direkte til hotellet - og det var ikke ret langt.

Søndag den 3. marts - dag 2: Vi bor på et ganske fint hotel – ikke dyrt men i den pæne ende. Dagen i dag er jetlag-dag. Vi skal finde ud af, hvor vi bor, hvordan vi kommer til højbanen, der fører til universitetet – ca. en times kørsel, og så have vores eneste shopping-dag på turen.

Erfaringsmæssigt ved vi, at når vi underviser fra 8:30 – 17:00, ja så er der ikke meget tilbage af dagen – så er det bare aftensmad og så sove – specielt når transport til og fra universitetet er på mellem en og halvanden time. Og vi ved også, at vi nok bliver inviteret på middag et par gange, og selvom vi har kørt “showet” på dansk og på engelsk i Lyngby, skal vi også nå at forberede os til de enkelte undervisningsgange, Kina er ikke Danmark! Så der bliver ikke meget fritid de næste par dage.

Shopping blev der ikke meget af, det var vi simpelthen for trætte til. Men vi fandt ud af, hvordan hotellet lå i forhold til verdenshjørnerne, højbanen og Changchun i det hele taget. Vi gik de ca. halvanden km til banen og tog den til den anden ende af Changchun. På den måde fandt vi ud af, hvor tit den gik og nogenlunde hvor hurtigt. Det kostede 2 yan (ca. 1,80kr) per mand, vi kørte 14 stationer, og det tog 28 minutter.

Turen hjem til hotellet var i frostvejr, men høj sol og vindstille, så det var skønt. På vejen spiste vi frokost i Little Korea, en slags “Koreatown” i Changchun, som er kendt for deres gode mad. Anders fik lov til at sige “to øl” på kinesisk, det virkede. Enten kunne de rent faktisk forstå ham, eller også lignede han bare en, der trængte til to øl.
Hjemme på hotellet brugte vi et par timer på i morgen. Bagefter besluttede vi os for at spise middag på hotellet (vi har gået næsten ni kilometer i løbet af dagen, så vi gad ikke rigtigt gå mere). Det blev en meget traditionel “Europæer i Kina”-middag: Oksehalesuppe og lammekoteletter med pommes frites. Men spisekortet var en iPad, og det er sgu’ smart, når man er lidt oppe i årene og tror, man har glemt sine briller på værelset.

Så har vi forbindelse med Mr. Young. Der er studerende, lokal lærer, lokale og kontor klar til os klokken 10.

Mandag den 4. marts - dag 1: Den snestorm, mr. Young havde lovet os, er udeblevet, eller også kom den i fredags, det ikke rigtigt til at blive klog på. Det betyder sådan set heller ikke så meget, for vejret er stadig fint, og ser ud til næsten at holde sig på den tålelige side af minus tyve til vi skal hjem.

Vores research omkring højbanen igår, er guld værd idag. Ingen panik og vi ankommer til NENU 09:45, vi har tid til at tale med mr. Ma, fakultetets dekan, få tildelt et flot kontor og gå til time i god ro og orden. Da alle de kinesiske studerende også er mødt til tiden, kan vi starte klokken ti - sharp!

Vi er efterhånden blevet helt gode til drille hinanden tilpas meget til at de studerende bliver trygge. Det er en hårfin balance, der for alt i verden ikke må gå ud over fagligheden. Introduktionen til danskerne og Danmark, er rigtig fin til dette formål.

Da det er tid til frokost dukker Ying Yu op. Yu er en af de dygtigste studerende vi har haft de nu fem gange, vi (Anders kun tre) har været i Kina, han har deltaget to gange og været til uvurderlig hjælp. Han har hjulpet sine medstud- erende, været en forbilledlig forbindelsesofficer, sat lokale netværk op, og hvad der er helt usædvanligt for en kinesisk studerende, foreslået ændringer til vores pædagogik - og de virkede s’gu.

Yu har fået job hos Microsoft i Beijing, når han er færdig til sommer, og nu ville han gerne takke os for vores undervisning. Uden den viden vi havde givet ham om distribuering i en globaliseret verden, ville han ikke have bestået Microsofts tests, påstod han!

Lige gyldigt, om han har ret, varmer det langt ind i de Changchun-kolde knogler, at få sådan noget at vide! Yu når langt, er vi overbeviste om, og Danmark har fået endnu en ambassadør i Kina. Alt dette og rigtigt meget andet fortalte Yu mens vi spiste frokost sammen.

North East Normal University (NENU) uddanner lærere, derfor er en del af deres klasseværelser forsynet med en lille boks, hvor læreren (og senere censor, uha uha) kan sidde, når de studerende laver prøveundervisning. Yu laver af- gangsprojekt i øjeblikket, den aktivitet valgte han at henlægge til “vores” boks resten af dagen, til gengæld havde vi trådløst internet.

Gruppearbejde er ret fremmed for kinesiske studerende, i hvertfald gruppearbejde midt i en forelæsning. Det brugte vi et par gange efter frokost, hvor rødgrøden, kolonihaverne og Danmarks storhed i vikingetiden, blev afløst af kontrakter og UML-diagrammer. Vi rykkede rundt på bordene bagest i lokalet, så vi fik fem gruppeborde. Som man kan se på billedet, er der fuld gang i den, og ja - det er Yu i glasburet.

Klokken kvart i fem var alle trætte, stadig vågne, men trætte, så vi sluttede lidt før tid.

Hjem med toget til hotellet, hvor Young ventede med to studerende. En som nu er færdig og hjælper Young på universitetet. Hun var studerende da Lars første gang underviste i distribueret udvikling i 2009. Og en som stadig studerer men har et studiejob hos Young, hun var med i 2011 og 2012. Vi skulle ud at spise, det var som sædvanligt hyggeligt og voldsomt velsmagende.

I morgen skal vi møde tidligt, ellers når vi ikke det hele.

Tirsdag den 5. marts - dag 2

I dag kom vi ti minutter for sent, selv om vi stod op lidt i seks. Der må have været problemer på højbanen, for der plejer at gå højst to minutter mellem hvert tog i morges ventede vi ti. Til gengæld var det nemt at holde varmen i toget, der var ret mange mennesker, selv for Kina.

I dag mødte vi vores samarbejdslærer, hun hedder Luo Na og underviser bl.a. i Databaser og C. Lars bliver mere og mere forkølet, han blev i går tilbudt en mikrofon, et tilbud han ihærdigt nægtede at tage imod, dels af høflighed, dels af forfængelighed. I dag stod mikrofonen der selvfølgelig, vi er i Kina. Det tog dog ikke mere end en halv time før han bed i det sure æble, tændte for mikrofonen, og igen kunne høre sin egen stemme.

Dagen i dag er den første dag med “rigtig” undervisning. Det var lidt som i Mis med de blå øjne: ned ad bakke og op ad bakke, men vi begynder at ane landet med de mange mus.

Op ad bakke, fordi der er mange af de prækonditioner til systemudvikling vi føler er selvfølgelige, som ikke er selvfølgelige i Kina. Det kræver lidt mere end at ændre et par slides, at få den skude i land, når man kun har fire dage til det!

Ned ad bakke fordi fundamentet er solidt. Hvad gør det, at man ikke ved hvad en domænemodel er, hvis man kan lave et klassediagram? Ikke så meget hvis man er i stand til at forstå forskellen. Forståelsen håber vi er kommet med de mikroprojekter, de studerende har løst i eftermiddag. Alle løsninger blev evalueret i plenum, og vejledende løsninger blev lavet med udgangspunkt idet bedste af besvarelserne. Op ad bakke er også at der er fuldt fremmøde og deltagelse.

Hvis modellen fra i dag med mikroprojekterne virker som forventet, ser det ud til, at vi kan nå landet med de mange mus fredag eftermiddag.

I dag kompenserede vi for vores blødsødenhed i går, de studerende fik først lov at gå kvart over fem.

Klokken halv seks blev vi hentet af Lou Na og kørt til en restaurant, der har specialiceret sig i svampe. Her ventede fakultets dekan Ma på os. Han havde bestilt hot pot med vilde svampe - det er gudespise!

Hjemme halv ti efter tretten timer i ilden, ikke mærkeligt, man er træt. . .

Med venlig hilsen
Lars Bogetoft og Anders Kalhauge

Onsdag den 6. marts 2013 - dag 3

Der bliver ikke mange ord i bloggen idag. Klokken 10 i formiddags blev vi
bedt om at holde et indlæg for ca. 100 studerende i morgen.

Vi måtte selv bestemme tidspunktet. Vi valgte klokken 14, for så kunne vi lige nå at sætte vores studerende til noget meningsfuldt.

Dagen kort: Vi mødte på minuttet. Lars har det bedre; vi regner stadig med at finde landet med de mange mus; færdige lidt over fem. Spiste på vejen hjem hos Best Chef Perfect Food, deres hamster kan anbefales. Hjem og forberede morgendagens præsentation, nu er klokken næsten et om natten, derfor ikke mere historie idag.

Venlig hilsen,
Lars Bogetoft og Anders Kalhauge

Torsdag den 7. marts - dag 4

Nu blev historien i går ret kort, men følgende episode på restauranten “Best chef perfect food” er det synd at udelade. Yang Yu, der også sørger for at vi får frokost, havde længe kigget på Anders håndtering af spisepinde, og kunne til sidst ikke nære sig for at kommentere den.

Høfligt instruerede han i hvordan pindene skulle holdes, og det virkede faktisk! Senere på aftenen i hamsterrestauranten skulle princippet afprøves! Når man er træt, kan det godt være lidt svært at gribe ordentligt, når man holder pindene på en ny måde, men Anders var stædig, og et stykke laks vedblev med at skvatte tilbage i den dyppelse, den skulle ud af.

Det så en tjener, som straks kom med nogle nye spisepinde: kunden har jo altid ret, det måtte være pindende, der var noget i vejen med.

Det blev en kort nat for os begge. I dag har været en hård dag, ikke så meget på grund af foredraget, det fik vi styr på i går aftes, mere fordi de emner vi skal undervise i viser sig at være en del sværere for de studerende end ventet.

Sjovt nok var det ikke “Design by Contract”, der trak de fleste tænder ud, det var designklassediagrammer og sekvensdiagrammer, dem havde vi ellers troet ville være “A walk in the park”. Det gjorde det nok ikke bedre, at vi var nødt til at forlade dem i en time for at holde vores foredrag.

Vi er dog stadig fortrøstningsfulde, klassen har en utrolig fighterånd, hvor mange danske studerende ville der mon være tilbage efter fire dage fra halv ni til sytten, hvor man kun forstår hvert andet eller tredie ord. Desuden har vi et par rigtigt dygtige elever heriblandt Sun Yanxia, som er rigtigt god til at stoppe os når det går alt for hurtigt. Hun laver også små opsamlinger på kinesisk for sine medstuderende. Yang Yu, som deltog i undervisningen i dag - han ville gerne lære noget om DbC - mente at de nok skulle klare det.

Foredraget gik fint, selvom der var en del der vist ikke helt kunne følge med i det engelske, slet ikke i det tempo vi var nødt til holde.

Vi var trætte, for ikke at sige pænt trætte, da vi kom tilbage til hotellet, så vi valgte at spise på hotellets restaurant. Det viste sig at de havde australsk temaaften, med velstegte bøffer og tjenere med Crocodile Dundee kostumer. Vi nåede næsten, at blive sultne før vi fandt ud af, at det var en buffet.

Temaet var et tilløbstykke for områdets europæiske beboere. Når man pludselig sidder blandt udelukkende europæere og får en udsøgt betjening får man en sær bizar blanding af koloniherreforkælelse og kolinihavetryghed.

Heldigvis er tjenerne hverken ydmyge eller specielt høflige, men de er venlige. Og i modsætning til i Beijing er kliententellet på Jin-An hotel faktisk seriøst arbejdende folk, så der er også en Wild-East-Frontier stemning i restauranten.

Tidligt i seng: måske før to – en dag tilbage.

Med venlig hilsen
Lars Bogetoft og Anders Kalhauge

Fredag den 8. marts - dag 5

Vores fornemmelse er, at det lykkedes at finde frem til i hvert fald udkanten af landet med de mange mus, så det var de mange bakker værd. Vi var ellers lidt lorne ved situationen, da vi gik hjem i går.

Vi endte med at beslutte at skære lidt i vores toolbox og tage sekvensdiagrammerne og designklassediagrammerne en gang til på det gennemgående eksempel, vi har brugt. Det gav pote, da vi endeligt holdt pause kom de forsigtig op til os og påpegede den ene fejl efter den anden i de diagrammer, vi havde lavet. Når man kan det, har man sgu’ forstået, hvad det handler om.

I frokostpausen inviterede vi Yang Yu, Sun og Xi-hai på frokost i en nærliggende koreansk restaurant. Faktisk den restaurant, vi fik hund på i 2011. Yang Yu er som nævnt altid hjælpsom, han sørgede for at vi fik mad i kantinen alle dagene, satte trådløst internet op forklarede flere ting for de studerende på kinesisk.

Sun var som nævnt i går også en virkelig støtte, hun var også med for to år siden. Det er Xi-hai, der har lavet den fine plakat og i øvrigt hjulpet med vores foredrag i går, eller som de kaldte det hele tiden: Vores rapport. Det var rigtigt hyggeligt, og de fik øvet sig på deres engelsk og nød det. Det var første gang, Xi-hai talte engelsk med udlændinge.

Vi nåede også toolboxen, så alt i alt er vi ret tilfredse. I en kort pause, hvor vi var gået op på “vores” kontor, ringede telefonen. Lars tog den af en eller anden uforklarlig årsag. Det viste sig, efter flere forsøg fra Lars’ side på at udtrykke sine manglende kinesiskkundskaber, at der var tale om et tilbud på hårvask og klipning.

Vi bliver hentet på hotellet klokken seks i morgen tidlig af NENU’s chauffør og mr. Young, derefter kan vi se frem til 20 timers hjemtransport.

Vi har valgt at spise på hotellet igen i aften for at undgå at opleve noget spændende. På den måde kan vi afslutte bloggen nu med god samvittighed.

Anders og Lars